Nyhed

GAFFAs rockanmelder: Det skal du høre på Roskilde

Henrik Friis anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser

Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det rockanmelder Henrik Friis.
 
Det skal jeg høre på Roskilde:

Bruce Springsteen: Bliver det lige så godt som de 3 timer og 15 minutter i Köln i maj, får vi en veteran i topform.
 
Elektro Guzzi: Dragende mørk, minimalistisk techno-inspireret musik – udført analogt med bas, guitar og trommer.  Så dem i Wien i fjor – dengang også med blæsere. Hammermusikalsk.
 
Boubacar Traoré (Mali) – eller Orquesta Típica Fernández Fierro (ARG) Bare to eksempler på den fede world, Roskilde altid har.
 
Første Roskilde: 1976
Total nøgen-freak-show med Dr. Hook – en venlig betragtning vil være "hovedrystende bizart og ligegyldigt". Dystre franske Magma med mellemeuropæisk kompositionsmusik og avantgarde jazz på inspirationspaleetten var meget spændende. Sov fra Weather Report (satans).
 
Min bedste Roskilde-koncert:
Uha. Kan overhovedet ikke gøres op i ental efter +30 festivaler: Et meget søgende Santana (1980), forføreren Leonard Cohen (1985) og bare det at se The Clash – selv om det ikke var stærkeste opstilling (1985), genoplivet metal med Metallica (1986), australske skrøbeligheder med The Go-Betweens (1987), farlige canadiske drømme med Cowboy Junkies (1989), "you're crazy" smilede Paul Simon og reddede os fra druknedøden (1991), EM-sejren og vrede Eddie Vedder med Pearl Jam (1992), mindblowing ny-folk med Hedningarna (1993), fantastiske Björk i teltet (1994) osv. osv. – da Youssou N'Dour med enestående hjertevarme genvækkede Orange Scene efter katastrofen (2000), da Neil Young & Crazy Horse jagede de onde ånder væk (2001) osv. osv.

ANNONCE