Erik Barkman anbefaler koncerter og fortæller om Roskilde-oplevelser
Roskilde Festival nærmer sig med stormskridt, og i den anledning har GAFFA spurgt en række af sine anmeldere om tre navne, de skal se på årets festival, sammen med et par anekdoter fra deres henholdsvis første og bedste Roskilde-oplevelse. Her gælder det rockanmelder Erik Barkman.
Det skal jeg høre på Roskilde:
Jack White: White Stripes' koncert på Roskilde Festival anno 2002 var et af det års højdepunkter, så forventningerne til frontmand Jacks comeback på Dyrskuepladsen er i top.
Bon Iver: Hjemme i hovedtelefonerne byder Justin Vernons sange på en detaljerigdom og en lavmælt intensitet, der er helt i særklasse. Det bliver spændende at se, om magien kan genskabes live.
tUnE-yArDs: Merrill Garbus' splittergale collage-pop er den korteste vej til højt sommerhumør – forhåbentlig også på en mudret pløjemark i udkanten af Roskilde.
Første Roskilde:
Åh, det var i det herrens år 1994 – jeg var 15, skulle starte på gymnasiet efter sommerferien, og Roskilde Festival føltes som den helt store manddomsprøve. Jeg faldt pladask for festivalens musikalske overflødighedshorn og omgængelige hippie-vibe, og oplevelsen står så meget desto klarere i erindringen, fordi der af forskellige grunde gik seks år, før jeg kom af sted igen.
Min bedste Roskilde-koncert:
Så skal vi nok igen tilbage til dengang i midthalvfemserne, hvor jeg var ung og modtagelig. Jeg var mest til heavy dengang og kom for at se navne som Rollins Band, Sepultura og Sick of It All, der i øvrigt gav en helt fænomenal koncert. Men den mest overrumplende oplevelse kom fra uventet kant, da jeg slentrede omkring på festivalpladsen en doven eftermiddag og pludselig stod ansigt til ansigt med en langskægget George Clinton og hans swingende slæng af garvede funkrotter og yppige kormadammer. En times koncentreret lykkefølelse på en dag, hvor jeg – nok ikke uvæsentligt for historien – tog mit første dybe sug på en hjemmerullet stang fjolletobak ...
