Redaktionen har nu udvalgt de to bloggere, der skal dække Roskilde Festival sammen med GAFFA
GAFFA og Roskilde Festival har i samarbejde sat sig for at finde de bedste bloggere til at rapportere fra festivalen. Vi har søgt personer, der kan skrive, fotografere eller filme stemninger, og som har lyst til at dele disse oplevelser med musik og nye trends med tusindvis af læsere direkte fra Nordeuropas største musikfestival.
Vi har fået hundredevis af ansøgninger, og redaktionen har efter en grundig gennemgang udvalgt de talentfulde vindere. Det er bloggene Lappland (skrivende blogger) og Mathias Eis Schultz (fotograf).
Kim Ambrosius fra Lappland udtaler: "Mange tak, det er en ære for en mindre blog som vores at få lov at komme med med de større drenge. Vi glæder os til at se og skrive en masse om rocken, punken og i det hele taget de mindre og mere skæve indslag på Roskilde."
Mathias Eis Schultz udtaler: "Det er superfedt, at jeg har fået denne mulighed for at kunne være med på GAFFA-holdet på Roskilde! Jeg er sikker på, at der nok skal blive skudt mange gode øjeblikke fra mit synspunkt. Helt klart den bedste opgave, jeg har fået tildelt."
Vinderne dækker sammen med GAFFAs skribenter livet og musikken på Roskilde Festival 2012.
Se de øvrige finalister i konkurrencen her.