Nyhed

Infernal danner nyt band

Infernal-medlemmerne udgiver ny dansksproget single under bandnavnet Paw&Lina

Måske er der en lille klokke der ringer, når man nævner de to navne Paw og Lina i samme sætning. Den kendte duo bag dance/pop-bandet Infernal har nu valgt at danne endnu et band, Paw&Lina. De synger på dansk og kalder genren bag deres nyopståede projekt for popstep.

Paw Lagermann og Lina Rafn har siden 1997 dannet par i det danske band Infernal. Som denne konstellation har de udgivet i alt seks studiealbums og givet os et hav af hits, lige fra "Kalinka" (1998) til "From Paris To Berlin" (2004) og "Love Is All" (2010)

Der har gennem et stykke tid været rygter om nyt fra bandet, og nu er katten ude af sækken. Det blev ikke blot til et nyt nummer, men også et helt nyt band fra de to musikere. Singlen hedder "Stolt Af Mig Selv?" og er, som titlen indikerer, sunget på dansk. Infernal har altid skrevet sange på engelsk, men Lina Rafn understreger dog, at dette ikke er den eneste forskel på det oprindelige band og det nye Paw&Lina:


"Paw&Lina er et sideprojekt til Infernal. Det er ikke en erstatning, og det er ikke "bare" Infernal på dansk. Jeg havde aldrig tænkt over, hvor mange tekstidéer, der faktisk er inde i mit hoved på dansk, for jeg skulle jo ikke bruge dem. Troede jeg. Da jeg begyndte at skrive tankerne ned og læste nogle af dem for Paw, blev vi begge klar over, hvor vild en saltvandsindsprøjtning det var at skrive på et andet sprog, end vi plejer", forklarer Lina på den nye gruppes Facebook-side.

Den første – og måske eneste – single fra bandet hedder som sagt "Stolt Af Mig Selv?", og der er planlagt releasedato og offentliggørelse i løbet af uge.

I samme ombæring lover gruppen også, at dette ikke betyder slutningen på Infernal.


"Vi er stadig i fuld sving i studiet, og der er masser af Infernal-tracks i støbeskeen, så no worries, venner!" skriver de således også på Facebook-siden.

ANNONCE