Nyhed

Jet Flower udgiver album

Indierockerne i Jet Flower er klar med ny single og udsender debutalbum i august

Den 27. august udkommer debuten fra det danske indierockband Jet Flower, i form af albummet "We Walk Alike". En rammende titel for både albummets indhold og bandet selv. Jet Flower tror nemlig ikke på den klassiske bandopstilling:

"Vi tror ikke på ideen om en forsanger i front og en rytmegruppe i kulissen. Vi har ingen forsanger. Jet Flower er fire stemmer, der spiller på hver deres instrument og har lige meget at sige eller synge", siger Jakob Gravlund fra gruppen.

Det kommende album er ifølge bandet selv tusinde historier, kogt ned til ti numre fordelt på 38 minutter. Sangene er inspireret af livet omkring Refshaleøen og er fortolkninger af det liv, medlemmerne oplever, og de eksistenser der omgiver dem. Derfor inkluderer hovedpersonerne også både polske håndværkere i skurvogne og amerikanske multimilliardærer på deres luksusyachts. Flere af albummets sange er indspillet live i studiet og inkluderer også gæstemusikere, heriblandt Tina Dickow.


Om førstesinglen "The Last Broadcast" forklarer bandets Mikkel Boström: "Sangen har hentet sin inspiration direkte fra Københavns Havn, hvor en kæmpe amerikansk yacht lagde til. Skibet var bevogtet af sikkerhedsvagter og overvågningskameraer, og kun glimtvis så man mennesker forlade det. Skibet var på mange måder en moderne fæstning, og tanken om at lave et beskyttet minisamfund er ankerpunkt for sangen."

"We Walk Alike" udkommer på Target Distribution den 27. august og følges op med en efterårsturné på de danske sillesteder.

Trackliste:


01. Something To Someone/The World Is Mine

02. Rainbow Hill

03. Jacob's Ladder


04. Snow Report

05. The Last Broadcast

06. We Walk Alike


07. Springtime

08. Driftwood

09. It's Gonna Rain


10. Odyssey

ANNONCE