Nyhed

Mark Kozelek gæster Koncerthuset

I anledning af det nye album fra Sun Kil Moon gæster Mark Kozelek til november Koncerthuset

I august sidste år besøgte den amerikanske sanger og sangskriver Mark Kozelek Musikcaféen i Aarhus. Nu har han annonceret sin tilbagevenden til Danmark, og denne gang har han endnu et album med i baggagen. I maj udgav Mark Kozelek alias Sun Kil Moon det femte album, "Among The Leaves".

Mark Kozelek markerede sig først på musikscenen i nu opløste Red House Painters i 1990′erne. Siden har han fortsat i front for bandet Sun Kil Moon og som solist. I alle sammenhænge med et tydeligt melankolsk udtryk i både tekster og musik og i sammenspil mellem hans udtryksfulde stemme og komplekse fingerspil på guitar. Kozelek er desuden kendt for sine coverversioner af kunstnere, der ofte ligger langt fra hans eget univers, og han har således udgivet et soloalbum med AC/DC-numre og et Sun Kil Moon-album med Modest Mouse-sange.

I maj i år udkom det femte album fra Sun Kil Moon, som rummer intet mindre end sytten sange, alle med samme melankolske grundtone. Det nye ved dette album er den mere afslappede og humoristiske side, som blandt andet kommer til udtryk i selvironiske og lange titler som "I Know It's Pathetic But That Was The Greatest Night Of My Life" og "The Moderately Talented Yet Attractive Young Woman vs. The Exceptionally Talented Yet Not So Attractive Middle Aged Man".  Danmark bliver også nævnt i nummet "UK Blues", hvor Kozelek synger: "Denmark, Denmark; Everybody's white, Everyone rides bikes."


Sidst Mark Kozelek var i Danmark, gav han koncert i Musikcaféen i Aarhus, hvor GAFFAs Ole Rosenstand Svidt var med. Han gav koncerten fire stjerner og skrev blandt andet: "Mark Kozelek er en glimrende sanger og sangskriver, og selvom hans musikalske output gennem hele karrieren, og dermed også gennem denne koncert, aldrig har afveget voldsomt meget fra hans blåtonede spidskompetencer, så formår han konstant at hensætte undertegnede i en tilstand af behagelig melankoli, når han åbner for det musikalske mørkekammer."

Den 14. november er der så igen mulighed for at opleve Mark Kozeleks poetiske tekster og smukke, enkle melodier, når han gæster Koncerthuset.  

Billetsalget starter i morgen (den 20. juni) på Billetlugen.dk


ANNONCE