Nyhed

Metallica-arrangør tilfreds med fængselskoncert

Frank Panduro er godt tilfreds med gårsdagens koncert, selvom han indrømmer, at visse ting kan gøres anderledes

I aftes spillede Metallica deres klassiske 1991-album "Metallica", også kendt som "The Black Album", i sin helhed for 40.000 mennesker – blandt andre Kronprins Frederik og Lars von Trier – ved en udsolgt koncert på et nyt område ved det gamle statsfængsel i Horsens. Bandet havde dog også andre numre fra bagkataloget på aftenens sætliste.

Der er generel tilfredshed blandt anmelderstaben, om end med visse kritiske kommentarer, også til de fysiske rammer omkring koncerten. Således skriver Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen: "Der er tale om eksotiske rammer, men det aflange koncert-areal gav dårlig udsigt til scenen for mange gæster, og det blev til en lang gåtur fra p-pladserne for de tilrejsende, der kom til byen i bil."

GAFFAs Michael José Gonzalez skriver ligeledes: "Og hvordan gjorde det gamle statsfængsel sig så som koncertsted? Det var …okay, men ikke helt godt. Det umiddelbare bud er, at arrangørerne har overvurderet kapaciteten. Flere steder stod folk som sild i en tønde, og der var bestemt en problematik i forhold til udsyn for de af koncertgæsterne, der ikke havde fået plads lige foran scenen."

Flere af GAFFA.dk's brugere har lignende kommentarer. Brugeren sorenlyder skriver eksempelvis: "40.000 er alt, alt for mange at smide ind på et område, der er mindre end pladsen under Lillebæltsbroen, hvor der i weekenden er Rock Under Broen, med 20.000 tilskuere."

Ikke slut med CASA Arena

GAFFA har kontaktet arrangør Frederik Panduro for at høre, hvad han synes om koncerten og kritikken af de fysiske rammer.

– Jeg synes, det var en fremragende koncert, og Metallica var de helt rigtige til at åbne det nye koncertsted.

Hvad vil du sige til de kritikere, der siger, at området var for lille til 40.000 personer, og at det kneb med udsynet visse steder?

– 40.000 personer er, hvad myndighederne har givet os lov til at lukke ind. Men det er jo et voksent koncertpublikum, så det er klart, at 40.000 Metallica-fans fylder mere end eksempelvis 40.000 Justin Bieber-fans. Det kan godt være, der var proppet visse steder, men midt under koncerten prøvede jeg at gå tværs over pladsen i området lige foran lydtårnet, og det lykkedes uden problemer. Med hensyn til sigtbarheden synes jeg, den var god, fordi området skråner lidt ned fra området ved barerne (i midten af pladsen, red.) og ned mod scenen. Men der er altid nogle ting, man kan gøre anderledes, for eksempel hvordan man lægger barerne. Det er alt sammen noget, vi vil evaluere på i den kommende tid.

I har tidligere holdt store koncerter i CASA Arena. Er det nu slut med det?

– Nej, det kommer an på, hvem det er, der spiller. Om få uger (30. juni og 1. juli, red.) har vi jo Paul McCartney i CASA Arena, og det er, fordi han selv og hans publikum ønsker siddepladser. Det er faktisk kunstnerne, der bestemmer, om der skal være siddepladser eller ej. I tilfældet Metallica rejser de rundt med et festival-setup, og det betyder, at der ikke er siddepladser. Og med rockbands som eksempelvis Foo Fighters eller Rammstein vil det også være oplagt at holde koncerterne samme sted som Metallica.

Hvor mange af de helt store koncerter vil I holde fremover i Horsens?

– Det kommer helt an på, hvad der er muligt, og hvem der er på turné, men umiddelbart vil jeg mene mindst én om året i Fængslet, og det samme i CASA Arena. Og vi holder også mindre koncerter i Fængslet. Allerede på tirsdag har vi Tom Petty & The Heartbreakers i Fængslet, på pladsen inden for ringmuren, hvor der er plads til 12.000 personer, og i næste weekend har vi Weber Grill & Music-festival samme sted. 22. juli er der koncert med Rasmus Seebach, Burhan G, Xander og Ankerstjerne og 25. august koncert med Tim Christensen, I Got You On Tape og Ginger Ninja. Og så kommer der også en række mindre indendørs koncerter inde i fængslet.

Læs mere om Fængslet.

 

ANNONCE