Den engelsk-libanesiske sanger og pianist udkommer med sit tredje album til september og gæster Nibe Festival med nyt liveshow
Sidst vi hørte fra Mika var i 2009, hvor han udgav albummet "The Boy Who Knew Too Much". Nu er han tilbage med sit tredje studealbum, "The Origin Of Love" , hvorfra førstesinglen "Elle Me Dit" allerede kunne høres sidste år. Inden det nye album rammer gaden, har man mulighed for at opleve Mika når han den 4. juli vil være at finde på Nibe Festival.
"The Origin Of Love" har været mere end to år undervejs og har været et Do It Yourself-projekt for sangeren, som selv har udtænkt og skabt hele albummet. Samarbejdspartnerne på det kommende album tæller Pharell Williams og Nick Littlemore samt Willian Orbit, Benny Benassi, Greg Wells (Katy Perry og Adele) og Klas Åhlund (Robyn). Desuden har Mika selv været på jagt efter nye upcoming navne, som blandt andet inkluderer FrYar, til at indgå på albummet.
Det nye udspil skal efterfølge "The Boy Who Knew Too Much" fra 2009, som debuterede i Top 10 på alle iTunes hitlister verden over. GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding tildelte albummet fem ud af seks stjerner og skrev bandt andet: "Hvor tit finder man en popplade, som er ekstravagant? Som er original? Som er legesyg? Og som er endeløst talentfuld? På én gang vel at mærke. Mikas andet album er det hele. (…) Man kan mene, at Mikas stil er overdrevet, overstadig, overgearet, over the top. Men så skal man altså være i svært dårligt humør. For Mika trækker poppen helt op på toppen – og minder en om, at pop er andet end letpåklædte piger, og at de store følelser ikke er forbeholdt stadionrock."
Forud for albummet kan man høre den nye single "Celebrate", som hylder alle de gode ting i livet og er som skabt til sommer og sol.
Mika forklarer selv om den nye single: "Nummeret er skrevet af mig, Pharrell og FrYars og produceret af Nick (Littlemore, red.). Den slags samarbejder kan kun ske, hvis alle bare kaster sig ud i det og har det sjovt uden at tænke på deres eget ego. Det er den attitude og stemning der ligger til grund for hele pladen, som mest af alt handler om tolerance og skøre kærlighedssange."
Ud over "Celebrate" og førstesinglen "Elle Me Dit" fra sidste år har Mika også fået lavet en kortfilm til nummeret "Make You Happy". De tre sange vil alle være at finde på det kommende album, som udkommer den 16. september.
Lyt til den nye single "Celebrate"
Se Kortfilmen til "Make You Happy"





