Nyhed

Roskilde er klar med spilleplanen

Festivalen kan samtidig offentliggøre de sidste fire navne til årets festival – og et enkelt afbud

Roskilde Festival har netop publiceret spilleplanen til årets festival. Samtidig offentliggør festivalen de sidste fire navne til årets program: Kraftklub, Lone, Christina Rosenvinge og The Sway Machinery, mens Son Palenque desværre må melde afbud.

På spilleplanen kan man blandt andet se, at der er hele fire timer mellem starttidspunkterne for The Cures og Apparatijks koncerter på Orange Scene torsdag aften. Det tyder på en maratonkoncert for The Cure, der i de senere år har fået for vane at spille meget lange koncerter og også gør det på deres igangværende turné. Der er et tilsvarende mellemrum, helt præcis fire en halv time mellem starttidspunkterne for Bruce Springsteen & The E Street Band og Mew på Orange Scene lørdag aften, og Bruce er også kendt for lange koncerter på cirka tre timer. Malk de Koijn er sidste band på Orange Scene fredag, og Björk lukker Orange Scene søndag. Björk er altså stadig programsat, selvom hun har aflyst flere festivaler denne sommer grundet stemmeproblemer.

Allerførste navn på festivalen er Dawda Jobarteh, som spiller på Pavilion Junior-scenen søndag den 1. juli klokken 14.30, og det hele lukker og slukker med DJ Static og gæster på Arena Scenen midnat mellem søndag og mandag den 8./9. juli.

Roskilde Festival har også afsløret, hvem der fylder musikprogrammets sidste ledige pladser:

KRAFTKLUB (DE) lyder ifølge Roskilde Festival lidt som Franz Ferdinand eller The Clash med weißbier i blodet og slet skjulte hitlisteambitioner. Bandet spiller dansabel rock med humoristiske, satiriske og tysksprogede sange.

LONE (UK) blander rave, hiphop, funk, techno og meget mere. Lone alias Matt Cutler er især kendt for det anmelderroste 2012-album "Galaxy Gardens".

CHRISTINA ROSENVINGE feat. CHRIS BROKAW & REFREE (E/US)
. Rosenvinge er trods navnet spansk, og hendes karakteristiske vokal kan minde om både Stina Nordenstam og Cat Power. Til denne første koncert i Danmark akkompagneres hun af sadcore-legenden Chris Brokaw fra Codeine og den catalanske trubadur Refree.

THE SWAY MACHINERY (US) blander jødisk kantorsang med afrikanske, østeuropæiske og mellemøstlige klange i et rocket og legesygt univers, der også har reminiscenser af afrobeat.

Der er desværre også indløbet et enkelt afbud: Son Palenque var tiltænkt programfladen på Gloria lørdag nat, men når ikke frem alligevel. Deres Europaturne er udsat til 2013.


Se spilleplanen på Roskilde Festivals hjemmeside.

Roskilde Festival finder sted i dagene 5.-8. juli med warm up fra 30. juni. Billetsalget er i fuld gang via GAFFA Live.

ANNONCE