Nyhed

Roskilde Festivals Apollo-scene er klar

Det handler om mere end bare de musiknavne, som i år skal spille på Apollo. Også designet er en vigtig faktor på den nye elektroniske scene.

"Det er skønt, at vi nu har det helt rette, skarpe design klar som supplement til de mange slags elektroniske toner, som kommer til at råde på Apollo", siger musikchef Rikke Øxner.

Den nye elektroniske scene Apollo skal fungere som en fleksibel udendørsscene, der både kan håndtere mindre, indadvendte elektroniske navne og et større, feststemt publikum. Designet af scenen har det Berlin-baserede designbureau Studio p stået for, mens fire syersker har arbejdet i døgndrift for at få den originale konstruktion færdig til tiden.

Roskilde Festival beskriver i en pressemeddelelse selv scenen sådan: "Apollo bliver oppustelig, i farven orange og med et overjordisk, puppeagtigt design, så den sandsynligvis vil fremstå som et slags fatamorgana eller en UFO første gang, man får øje på underet. Visuals og specialdesignede heliumballoner bugnende med lys bliver en integreret del af oplevelsen, når de elektroniske toner begynder at brage."

Lysdesignet er lavet af Michael Rahr, som har en fortid som designer på den tidligere elektroniske scene Metropol, mens lydsystemet på den nye scene er det såkaldte MLA-system. Dette er i stand til at distribuere lyden præcist, så folk på campingområdet og uden for festivalen ikke bliver generet.

"Med Apollo er vi igen forrest i feltet og viser, at vi tager vores rolle som Nordens førende og mest alsidige musikfestival alvorligt. Også inden for den elektroniske musik, som skyder i alle mulige retninger lige nu", siger musikchef Rikke Øxner. 

Allerede under warm-up-dagene kan man opleve elektronisk musik med Apollo Countdown, som spiller i de samme dage som Pavilion Junior, men er mere mobil og indtager en ny placering dagligt. I traditionen fra Pavilion Junior bliver her tale om et nordeuropæisk fokus på ungt talent. Når det øvrige festivalprogram går i gang, antager Apollo en mere stabil karakter og forbliver bosat det samme sted.

Roskilde Festival finder sted i dagene 5.-8. juli med warm up fra 30. juni og billetter kan stadig købes via GAFFA Live

ANNONCE