Nyhed

Stjerner hylder The Stone Roses

Flere internationale stjerner lovpriser Manchester-gruppen i forbindelse med dens genforening

Noel Gallagher, David Beckham og kunstneren Damien Hirst er blot nogle af de stjerner, som har skabt deres egen hyldest til The Stone Roses, der som et genforenet band forbereder den første af deres tre koncerter i hjembyen Manchester. Den første finder sted i aften (den. 29. juni) i Heaton Park.

The Stone Roses blev dannet i 1983, og deres første, selvbetitlede album, som udkom i 1989, anses for at være blandt de bedste britiske album nogensinde. Skuffelsen var derfor stor, da deres andet album "Second Coming" fra 1994 ikke levede op til de høje forventninger, og i 1996 gik bandet i opløsning. Siden 2004 har der i den britiske presse været tale om et muligt comeback, som sidste år blev en officielt, og i maj spillede de så deres første koncert i 16 år.

Avisen The Sun har fået fat i en kopi af det officielle program for de tre Manchester-koncerter og citerer David Beckham, som skriver: "The Stone Roses var en del af min opvækst i Manchester. Da jeg var en East End-dreng betyder det noget. Deres musik har inspireret så mange mennesker, men for mig bringer det minder om den mest lykkelige tid i min fodboldkarriere, da jeg startrede min karriere hos Manchester United. Det faktum at de er tilbage, er fantastisk."

Noel Gallagher, som flere gange har sagt at The Stone Roses er en af hans vigtigste inspirationskilder, og David Beckhams tidligere holdkammerat Ryan Giggs har begge skrevet deres egen hyldest, mens Damien Hirst angiveligt har beskrevet bandet som "vigtigere end Picasso".

The Stone Roses kunne opleves på dette års NorthSide Festival i Aarhus, hvor GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen dog ikke mente, at der var meget at hylde. Han gav koncerten 1 stjerne og skrev blandt andet:

"Stone Roses er i 2012 degraderet til at være koryfæer. Tandløse dinosaurer, der burde vide bedre end at tage ud og spille musik de, tydeligvis, har lagt bag sig. De ødelægger deres eget eftermæle, og det er det, der virkelig står som det triste statement ved koncerten på Northside. Den løbende udtyndende gruppe publikummer foran The Roses minder i den grad om, hvad de er i dag, ikke om fordums storhed. Og det er trist. Der er tydeligvis hverken stemme, sjæl eller vilje tilbage i The Stone Roses anno 2012."

ANNONCE