Nyhed

Sveinur udgiver debutalbum

X Factor-deltager Sveinur er snart klar med debutalbummet

Så er der mere nyt fra X Factor-scenen. Den færøske rockprins Sveinur fik ved årets udgave af X Factor en flot tredjeplads. Få uger efter skrev han kontrakt med pladeselskabet Discart og er nu snart klar med en debutplade, som ifølge pladeselskabet emmer af rock'n'roll.

Sveinur G. Olsen blev landskendt i DRs X Factor, hvor han sang sig i finalen med sin rockede attitude. I slutningen af maj gik han så i Baby Factory-studiet for at indspille numre til det kommende album. Med sig havde han et allerede eksisterende rockband, som består af Andreas Monterio Skotte på guitar, Jens Christian Tønnesen på bas og trommeslageren Christian Axholm (sammen er de tidligere kendt som Sutrapumo).

På bare 14 dage blev der skrevet og indspillet 10 nye sange, med hjælp fra produceren Simon Brock og tekniker Lars Falck. Det hele er mundet ud i albummet "Rock'n'roll Choir Boy", som ifølge pladeselskabet er et ærligt og spontant old-school rockalbum.


Musikken blev indspillet live i studiet, hvilket har været med til at give albummet et autentisk touch.

Inden debutpladen kommer på gaden ultimo august/primo september, tager Sveinur et smut til Færøerne, hvor han blandt andet skal spille på festivalen Summarfestivalurin. Derudover er der fuld gang i planlægningen af en forestående efterårsturné, hvor den færøske sanger kan opleves på de danske scener.  

ANNONCE