Nyhed

The Raveonettes klar med ny sang

Til september udkommer The Raveonettes' nyeste album, og du kan nu høre det nye nummer ”Observations”

Den danske duo The Raveonettes er produktive, når det kommer til udgivelser. Sidste forår kom den anmelderroste "Raven In The Grave" på gaden, og i april i år var de så klar med ep'en "Into The Night". Nu er der igen varslet nyt fra gruppen, der udkommer med deres sjette fuldlængdealbum den 11. september i USA og dagen før i resten af verden. Den første sang herfra, "Observations", er nu offentliggjort. Sangen er dog ikke en singleforløber – den kommer senere – men blot en lille teaser.

The Raveonettes begyndte sidste år at arbejde på nyt materiale sammen med mentor Richard Gottehrer, som de også arbejdede sammen med på albummene "Chain Gang Of Love" fra 2003 og "Pretty In Black" fra 2005. Det tog kun syv dage at indspille sangene til det nye album "Observator", og det nye nummer, "Observations", bevæger sig inden for bandets vante territorium, men som noget nyt er sangen bygget op omkring et klaver-riff.

Den ene halvdel af duoen, Sune Wagner, var til dette album meget inspireret af The Doors' klassiske vers-omkvæd-vers-opbygning og ville også gerne eksperimentere med nye instrumenter: "Det var gennem disse møder, at der begyndte at udvikle sig en ny dimension til The Raveonettes. Det er første gang nogensinde, vi har brugt klaveret, og sikke en strålende, dyster lyd det frembringer. Vi vidste med det samme, at det var noget, vi blev nødt til at udvide med. Men tag ikke fejl, "Observator" er stadig et fantastisk guitaralbum," siger Sune Wagner til Rolling Stone.

"'Observations' er en slags rettesnor for dette album. Det fanger en universel følelse af outsideren i hans hverdag, hans længsel og tab af kærlighed og hans oprindelige overlevelsesinstinkt."

Det kommende album vil som nævnt være på gaden den 10/11. september, og hen over sommeren og efteråret tager The Raveonettes på turné i USA.

Det nye nummer kan høres på Rolling Stones hjemmeside.

ANNONCE