Nyhed

Tidligere Fleetwood Mac-guitarist er død

Bob Welch var tidligere guitarist i rockgruppen Fleetwood Mac. Han blev torsdag fundet død i sit hjem efter at have begået selvmord.

Guitaristen Bob Welch, som fra 1971-1974 var guitarist og korsanger i den britisk/amerikanske rockgruppe Fleetwood Mac, tog torsdag sit eget liv med et enkelt skud i brystet. Dette er anden gang i år, at Fleetwood Mac har mistet et tidligere medlem. Endnu en tidligere guitarist, Bob Weston, døde i januar af en gastrointestinal blødning (blødning fra mavetarmkanalen, red.).

Bob Welch var medlem af Fleetwood Mac i fire år, og nåede at være med på fem af bandets tidligste udgivelser. Bandet fik dog deres store internationale gennembrud efter Welchs exit, da de i 1975 udgav albummet "Fleetwood Mac", og da de i 1977 udsendte lp'en "Rumours", som begge bød på en mere poprocket lyd end tidligere. "Rumours" blev en af rockhistoriens hidtil største succeser med intet mindre end femogtyve millioner solgte eksemplarer. Fleetwood Mac holdt pause 1982, hvorefter de enkelte medlemmer arbejdede med soloprojekter. Gruppen gjorde comeback i 1987 med "Tango in The Night", men var kun sporadisk aktiv i 1990'erne. I 2003 genforenedes gruppen; den udsendte albummet "Say You Will" og tog på verdensturné. Senere tog de på en "Best Of"-turné, der bragte dem til Parken i 2009. I maj annoncerede Fleetwood Macs Stevie Nicks, at gruppen vil tage på turné i 2012 og tilkendegav samtidig, at der muligvis kan blive tale om et nyt album.

I september 1977 udgav Bob Welch sit første soloalbum "French Kiss". Albummet blev en succes og solgte én million kopier. Han nåede at udgive i alt seks album under sit eget navn gennem 1970'erne og 1980'erne.

Welch blev fundet af sin kone torsdag med et enkelt skud i brystet. Han havde efterladt sig et selvmordsbrev og var indtil sin død alvorligt syg. Derfor efterforskes sagen som et selvmord.  

"Han var en fantastisk guitarist. Han var sjov, sød og klog. Det er så trist for hans familie og alle fra Fleetwood Mac," siger Stevie Nicks fra bandet på gruppens hjemmeside.

ANNONCE