Nyhed

When Saints Go Machine aflyser NorthSide

Store dele af bandets udstyr er strandet i Barcelona, så eftermiddagens koncert på NorthSide Festival er aflyst.

NorthSide Festivals grønne scene står tom i eftermiddag klokken 13.

Danske When Saints Go Machine mangler store dele af deres udstyr, og kan derfor ikke gennemføre den planlagte koncert på festivalen. Bandet kommer fra et job på festivalen Sonár i Barcelona, men halvdelen af bandets udstyr kom ikke med flyet til København. 

Manager Lisa Marxen siger til NorthSides hjemmeside, at bandet er knust over aflysningen. 


"NorthSide er det vigtigste danske festivalshow for dem i 2012, og de har siddet på Hotel Atlantic hele natten og håbet på en smule held, men desværre har oddsene ikke været med os denne gang. Vi er meget kede af at skulle skuffe alle de folk, der har været med til at arbejde frem til dette show, men mest af alt vores publikum, der havde planlagt at komme forbi festivalen en tidlig søndag for at se showet. Det har desværre været helt ude af vores magt, og vi er dybt skuffede over den ikke-eksisterende support som flyselskaber kommer med, når de har "glemt" ens bagage. Men mest af alt er drengene bare meget meget kede af, at de ikke kan spille den koncert, som de har set frem til i rigtig lang tid." 

Dúné åbner som planlagt dagens program klokken 12, inden Emeli Sandé fortsætter klokken 14. Musikken spiller til omkring midnat i aften, hvor Snow Patrol lukker. 

ANNONCE