Nyhed

When Saints Go Machine: Vi prøver at give folk noget, de ikke forventer

GAFFA mødte bandet på Sonar Festival i Barcelona til en snak om blandt andet jagten på det uforudsete

GAFFA mødte Silas Moldenhawer og Simon Muschinsky fra When Saints Go Machine et par timer før deres gig på Sonar Festival 2012 til en snak om jagten på det uforudsete, om hvorfor det er fedt at indspille musik i en skov, og om hvordan udenlandske labels bruger andre strategier i deres markedsføring i forhold til danske pladeselskaber.

Hvad er jeres forhold til Sonar?

Simon: – Sonar er en drøm der er gået i opfyldelse for os. Det er en af de helt store ting, så vi glæder os bare rigtig meget til at spille hernede.


Et par dage inden festivalen blev When Saints Go Machine nævnt som "en af årets åbenbaringer" af Sonars to direktører. Hvor stort et pres ligger der på jer før koncerten i aften?

Silas: – Jeg ved ikke, om vi føler større pres eller noget. Jeg kender Sonar fordi jeg har været her som publikum, så det er en af de der ting, man har håbet på at få lov at spille til.

Tænker I over, at Sonar primært handler om elektronisk musik, når I forbereder jeres sæt?


Silas: – Haha, vi har kun ét sæt, så der er ikke lavet så meget om på om på det. Vi spiller fortrinsvis numre fra "Konkylie"-pladen og så enkelte gamle numre som "Fail Forever" og "Greys And Blues" – og et enkelt nyt nummer. Så vi har ikke planlagt noget anderledes, end vi plejer. Vi spiller vores musik, som vi har skrevet den og er loyale over for vores sound på indspilningerne.

I er kommet i en ret stor stald hos pladeselskabet K7, som I skrev kontrakt med for et par år siden. Hvordan har samarbejdet været?

Silas: – Vi har valgt dem, fordi vi ville finde nogen, som vi kan lide at arbejde sammen med – og som vi har en fornemmelse af forstår os. Her er vi jo et forholdsvis lille band, så strategierne for markedsføring af bandet er helt anderledes, fordi vi skal "op i niveau", eller hvad man siger, i forhold til større internationale kunstnere. Derfor promoveres vi på en helt anden måde her, end vi gør i Danmark.


Hvordan adskiller samarbejdet med dette label sig fra samarbejdet med labels inden for danske grænser?

Silas: – Det er meget anderledes end i Danmark. Strategierne er nogle gange stik modsat af hvad man gør derhjemme. For eksempel kan de rigtig godt lide at give numre væk ved at lægge dem ud til gratis download. Det gør man ikke så meget i Danmark, hvor man gerne vil sælge så meget som muligt. Og det er jo forståeligt nok. Men det har også været rigtig fedt at arbejde med dem på den måde.

Musikken set udefra


Tobias Kippenberger (The Floor Is Made Of Lava) sagde for nylig til en konference på Det Rytmiske Musikkonservatorium, at "størstedelen af dine fans vil altså hellere høre tankerne og idéerne bag musikken, i stedet for hvem der var producer og hvorfor forstærkeren skrattede på et nummer. Det handler bare om at få hovedet ud af røven og forstå sin musik set udefra, når man er færdig med at lave den". Hvordan forstår man sin egen musik set udefra?

Simon: – Det er meget svært. Det er det samme, som når man sidder i sangskrivningsprocessen, hvor man ikke kan distancere sig fra det, man laver, fordi man har siddet med det så længe.

Silas: – Det er måske noget, som vi ikke har været så gode til faktisk. Vi har jo ikke en decideret profil, ligesom Justice har et kors eller The XX har et X. Der er ingen tvivl om, at det sælger rigtig godt, fordi folk med det samme ved, hvad de skal forholde sig til og hvad de kan forvente. Jeg tror, mange lyttere gerne bare vil have et færdigt udtryk serveret, så de ved hvad der kommer, når de trykker "play" et eller andet sted på nettet. Hvis de er i tvivl, så browser de bare videre. Dette ensrettede udtryk har vi ikke, og vi har ikke forsøgt at ensrette det særlig meget. Derimod er tingene vokset af sig selv, og det har derfor taget lang tid for os at komme hertil. Men jeg tror, vi har en fast fanbase, som følger os og som ved, at vi aldrig går på kompromis med den kunstneriske integritet. Det kunne vi aldrig finde på at gøre. Vi prøver mange ting af og får måske pludselig idéer til noget nyt, også visuelt, som vi bare prøver af.


Er det en styrke i jeres udtryk, at det netop kræver fordybelse?

Silas: – Det kan man godt sige. Det er jo også de bands, vi selv godt kan lide; dem der laver noget anderledes eller noget helt uforudset, hvor man tænker: "Wow, hvor er det fedt det der!", fordi det er noget helt uforudset eller noget, som måske er en anelse mærkeligt.

Simon: – Vi prøver at give folk noget, de ikke forventer. Og det tror jeg, at vores fans tænder på. Vi vil beholde muligheden for at overraske og bevæge os i de retninger, vi føler er interessante.


Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE