Nyhed

11 essentielle i maj

GAFFAs guide til 11 markante nye numre, du skal tjekke ud nu

Vi er allerede et stykke inde i maj måned, og her kommer GAFFAs liste med 11 markante nye numre, du skal tjekke ud i denne måned. De fleste numre kan høres online.

Bitter Sweet Symphony (The Verve Cover) by When Saints Go Machine (billedet)

When Saints Go Machine – Bitter Sweet Symphony

Vinderne af P3 Guld prisen og de medfølgende 100.000 kroner dykkede for nylig ned i The Verves største hit Bitter Sweet Symphony, med en fortryllende coverversion som følge.

 

Florence + The Machine feat. Josh Homme - Jackson

Da Florence Welch for nylig indspillede en MTV Unplugged-koncert, havde hun inviteret den matchende rødtop Josh Homme fra Queens Of The Stone Age med på duetten Jackson, som de fleste nok kender i Johnny Cash og June Carters kække udgave.

 

3D & Scarlett Johansson - Summertime

Massive Attack-frontmanden Robert "3D" Del Naja teamer her op med skuespillerinden Scarlett Johansson på en fortolkning af Gershwin-standarden Summertime. Sangen er at finde på soundtracket til den mexicanske thriller Days Of Grace, der også indeholder nyt fra Nick Cave.

 

The Floor Is Made Of Lava – I'm Going Down

Allerede sidste år var The Floor Is Made Of Lava med til at bakke op om den verdensomspændende Record Store Day og i år deltager de i fejringen med en 7" single med coverversioner af Bruce Springsteens I'm Going Down og Johnny Madsens Akvariefisk. Bandet er i øvrigt også på trapperne med en helt ny single, der er forløber for deres tredje album, der udkommer senere på året.

 

Jai Paul - Jasmine

Det har været umanerligt stille fra den britiske r'n'b-futurist Jai Paul, for ikke siden den fantastiske 2007-single BTSTU, har der været lyd fra stjerneskuddet. Men som et lyn fra en klar himmel er den nye single Jasmine nu ude på XL Recordings.

 

Reptile Youth - Speeddance

Først hed det Reptile And Retard, nu blot Reptile Youth, men musikken er stadig den samme. Og med den nye single Speeddance skal de nok få sat ild til dansegulvene og få taget over, hvor Dúné slap.

 

Kent – Ett År Utan Sommar

Som en b-side til Kents nye single 999 tilbyder svenskerne gratis download af sangen Ett År Utan Sommar. Og som 999 indikerede, har broderlandets bedste rockorkester genfundet interessen for netop rocken og de svulstige guitarballader.

 

Beck – Looking For A Sign

Det har alt for længe været stille fra Beck, der ikke har haft et album på gaden siden 2008. Men i filmen Jeff, Who Lives At Home dukker den nye ballade Looking For A Sign op, og sangen er nu udsendt som single.

 

R.E.M. - Blue (Casey Spooner & Avan Lava Remix)

Selvom R.E.M. desværre er en saga blot, udsendte de for nylig et remix af Patti Smith-duetten Blue, der afrunder deres svanesang Collapse Into Now. Det nye remix er signeret af Fischerspooner-frontmanden Casey Spooner og newyorker-bandet Avan Lava. (Lyt her).

 

The Good The Bad feat. Wayne Kramer – Kick Out The Jams

Den danske trio The Good The Bad forsætter med at vække opsigt i ind- og udland, og nu er også selveste Wayne Kramer fra garagerock-guderne MC5 faldet pladask for gruppen, som han beskriver som Thelonious Monk med en elektrisk guitar. Se ynglingene og veteranen fremføre Kick Out The Jams fra årets SXSW-festival. (Se video her).

 

Joey Ramone – Rock N' Roll Is The Answer

Det er 11 år siden Ramones-frontmanden Joey Ramone gik bort, men i denne måned udsendes albummet ...Ya Know? med ikke tidligere udsendt materiale, fra den legendariske sanger. Førstesingle Rock N' Roll Is The Answer er, som titlen antyder, en hyldest til genren, som Joey fik sat et så kraftigt aftryk på.

ANNONCE