Nyhed

Basim udgiver ny single

Den unge X Factor-darling smider første single fra sit tredje album på gaden

Selvom Basim kun nåede en fjerdeplads i X Factor i første sæson, så er han en af de deltagere i programmet, som indtil nu har fået mest opmærksomhed ud af at være med i Danmarks største underholdningsprogram. På mandag den 14. maj udgiver han singlen "I dine hænder" som en forløber for hans tredje, endnu unavngivne, album. 

Da Basim for fem år siden stillede op til audition i X Factor, var der ingen der regnede den 15-årige knægt fra Høje Gladsaxe for meget andet end en usikker teenager. Siden har han givet mere end 300 koncerter, udgivet to albums og er på vej med et tredje af slagsen.

Basims nye single, "I Dine Hænder", har været længe undervejs og er en af de sange, som betyder rigtig meget for Basim selv. Om nummeret siger Basim: "'I Dine Hænder" handler om at indse alle de gode ting, ens familie og forældre har gjort for én igennem livet – noget, som virkelig er gået op for mig de sidste par år. Sangen handler om kærlighed til de personer i ens liv, der hver dag støtter og hjælper én.'"


Basim har skrevet singlen sammen med Søren Mikkelsen og Moh Denebi i Medley studiet på Vesterbro i København.

"Det har været en fantastisk proces at have god tid til at arbejde i studiet", siger Basim, der til sommer fylder 20 år.

"I Dine Hænder" er forløberen til Basims tredje album, som ligger klar senere på året.


ANNONCE