Nyhed

Blue Foundation – Vi skal ikke erobre verden

Blue Foundation er tilbage, og vi har fået en snak med bagmand Tobias Wilner, der lukker op for det blå univers, og blandt andet kan berette, at han ikke er så glad for bandets musik, som man måske kunne tro.

 

Blue Foundation er tilbage med deres første album i fire år, og der er løbet meget vand gennem åen siden "Life Of A Ghost" udkom. Bandet består nu kun af to medlemmer, de har haft stor succes med et Twilight-nummer og sangene er i høj grad præget af gæstevokalister. Vi har sat mastermind Tobias Wilkner, der også har gang i grupperne Bichi og Ghost Society, stævne for at tage pulsen på Blue Foundation anno 2012.

Blue Foundation er jo blevet væsentlig mindre siden sidst. Hvordan er det sket?


– I studiet har vi altid kun været ganske få, der har arbejdet med musikken, så denne gang er det egentlig mere et spørgsmål, om at folk har villet andre ting, og jeg har valgt at arbejde sammen med nogle andre mennesker, end jeg plejer. Kirstine (Stubbe Teglbjærg, red.), der sang før ville for eksempel gerne begynde at synge på dansk og lave sit eget, og jeg har altid gerne villet arbejde med mange forskellige vokalister, så det var oplagt at prøve det nu, og få det eventyr med også. Vi har jo aldrig været sådan et band, der har hængt sammen og sovet i køjesenge, så det har bare været spændende at arbejde sammen med andre.

Hvad laver de andre så nu?

– Scott (Martingell – går også under navnet MC Jabber, red) bor i Berlin og laver spoken word-ting og skriver og Tatsuki (Oshima, red.) bor i Japan. Han er flyttet til Osaka. Vi snakker sammen en gang imellem. Kirstine laver teater og arbejder på sin soloplade på dansk, hvor hun gerne vil lave så meget af det som muligt selv. Bo (Rande, red.) er med inde over den nye plade, men han har samtidig vildt travlt med en masse danske bands, fortæller Tobias og afslører i samme åndedrag, at der allerede nu faktisk ligger materiale nok til endnu en Blue Foundation-plade. Ja, faktisk har bandet gennem tiden indspillet nok til adskillige plader, der aldrig har set dagens lys, og selvom det kunne være fristende at samle og udgive det, er Tobias ikke helt sikker på, hvad der skal ske.


– Jeg har det jo nok også lidt sådan, at der jo er en grund til, at de numre blev valgt fra i første omgang, men det kunne da være sjovt at samle det på en eller anden måde. Men vi kan jo gøre, hvad vi vil. Denne her plade har vi helt selv stået for, hvor vi før havde EMI med inde over, og det var jeg egentlig ret træt af.

Hvorfor det?

– Det var måden, vi blev markedsført på, vi var kede af. De tænkte meget i singler, og der var et vist pres på for, at vi skulle kunne levere noget, de kunne sælge. De er selvfølgelig en forretning, og det må man også respektere, men tiderne har ændret sig.


Blue Foundation udgiver albummet "In My Mind I Am Free" 29. maj. Læs et længere interview i GAFFA juni, der er på gaden 1. juni.

ANNONCE