Det amerikanske folk-ikon tog det køligt, da USA’s præsident tildelte ham den højeste civile hædersbevisning
For en måned siden kunne GAFFA fortælle, at Bob Dylan var indstillet til at modtage USA's højeste civile hædersbevisning Medal of Freedom, og tirsdag fandt ceremonien sted, hvor Barack Obama hængte medaljen om Dylans hals med overordentligt rosende ord.
"Da han var fyldt 23, var Bobs stemme, med dens tyngde og dens unikke hæse kraft, definerende ikke bare for hvordan musik lød, men også det budskab det bar, og hvordan det fik folk til at føle", sagde Obama.
"I dag skylder alle fra Bruce Springsteen til U2 Bob taknemmelighed. Der findes ikke en større kæmpe i amerikansk musiks historie. Og alle disse år senere jagter han stadig den der lyd. Han leder stadig efter et lille stykke sandhed, og jeg må tilstå, jeg er en rigtig stor fan".
Bob Dylan lod sig imidlertid ikke imponere. Han bar solbriller under hele seancen og fortrak ikke en mine, hverken af anerkendende eller glad karakter. Det kunne kun blive til et nærmest eftergivende klap på Obamas skulder, som om han gjorde præsidenten en tjeneste ved at modtage medaljen.
Ud over Bob Dylan fik også historiske personer som tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og astronauten John Glenn æren af at modtage den amerikanske Medal of Freedom.





