Nyhed

Bon Iver i fin form før Roskilde

Justin Vernon & Co. leverede en gedigen præstation i Vancouver

Amerikanske Bon Iver med sangeren og sangskriveren Justin Vernon i front er et af hovednavnene på årets Roskilde Festival. Fredag spillede gruppen for 12.000 mennesker i Deer Lake Park i Vancouver i Canada, hvor GAFFAs korrespondent Rune-Leander Mikkelsen stod klar til at tjekke formkurven hos Vernon & Co. Og den var ganske fin, beretter Mikkelsen, der uddeler fire stjerner til koncerten og blandt andet skriver:

"'Perth', åbningsnummeret fra sidste års udgivelse, åbner aftenens koncert. Tilbage i februar udtalte Vernon til Rolling Stone Magazine, at "Perth" var hans version af en heavy metal-sang fra den amerikanske Borgerkrig. Et udsagn, der giver fuld mening med den bærende marchrytme på lilletrommen og blæsersektionen, der glider ind undervejs. Denne aften står den militante ide bag "Perth" stærkere, end den gør på sidste års album. Synkrone marchrytmer fra de to trommesæt virker storslået, og sætter borgerkrigsreferencerne i fokus."

"Herefter glider bandet direkte over i en håndful numre fra samme udgivelse. "Minnesota", "Michicant" og "Towers". Netop "Towers" udstiller det, som Bon Iver gør så exceptionelt godt – den tre-stemmige falset. Halvejs kapper nummeret over i en noget mere folk-inspireret version, hvor violinerne hyler derudad."

Rune-Leander Mikkelsen har dog også visse indvendinger over for Justin Vernons lidt for åbenlyse inspiration, og han skriver blandt andet:

"Numre som "Holocene" og "Michicant" lyder som noget, der kunne have figureret som B-sider på Neil Youngs Harvest-album fra 1972. Der hersker ingen tvivl om, at Vernon har lyttet til en del Neil Young, specielt perioden omkring Harvest og After the Gold Rush (1970) – ind i mellem ligger Bon Ivers leveringer næsten for tæt op af Youngs klassikere."

Rune-Leander Mikkelsen konkluderer:

"Jeg ville ønske, at jeg kunne skamrose Bon Iver for deres stort opsatte liveoptræden denne aften i Vancouver. De folk- og indie-rødder, som bandet stadig sætter højt, skal man lede længe efter i en musikbranche, der hovedsageligt satser på one hit wonders. Ud over Bon Iver kan jeg kun komme i tanker om Seattle-bandet Band of Horses og Blitzen Trapper fra Portland i samme kategori. Aftenens koncert var indlevende, vel udført og pletfri. Dog bliver det lidt for meget af det samme, hvor det til sidst bliver vanskeligt at skelne numrene fra hinanden - og lidt for meget i Neil Youngs fodspor for denne anmelder, men det er jo en smagssag." 

Læs hele anmeldelsen og se flere billeder fra koncerten i GAFFAs anmeldelsessektion.

ANNONCE