Soluna Samay er blandt de ti første navne, der går videre til lørdagens finale i Baku
Det danske bidrag i form af Soluna Samay og "Should've Known Better" var blandt de ti, der gik videre, da den første semifinale i det europæiske Melodi Grand Prix fandt sted i Aserbajdsjans hovedstad Baku. Det var europæiske seere og juryer, der stemte.
I alt 18 lande konkurrerede i tirsdagens semifinale om de ti finalepladser. Blandt de andre, der er gået videre til finalen, er de russiske bedstemødre Buranovskiye Babushki, som allerede har opnået stor opmærksomhed med deres dance-nummer "Party For Everybody". Også de energiske irske tvillinger Jedward, som deltog i sidste års Melodi Grand Prix, hvor de fik en ottendeplads, er videre til finalen.
Hvis vi kigger på vore nordiske broderlande, gik Island i form af Greta & Jonsi videre, mens finske Pernille Karlsson ikke fik stemmer nok til at kvalificere sig. Norge og Sverige kæmper i den anden semifinale, som finder sted torsdag aften.
I finalen starter Danmark som nummer 15, som det blev afgjort ved en lodtrækning under den efterfølgende pressekonference i pressecentret i Baku.
I 2011 fik Danmark en femteplads i Melodi Grand Prix-finalen med A Friend In London og "A New Tomorrow".
De 10 lande, som gik videre til lørdagens finale – samt det startnummer, de trak på den efterfølgende pressekonference:
14. Rumænien
26. Moldova
7. Island
2. Ungarn
15. Danmark
3. Albanien
8. Cypern
16. Grækenland
6. Rusland
23. Irland