Nyhed

Den Sorte Skole på Sundown

Skolemestrerne afholder undervisning på Amager Strandpark i slutningen af juli

Den Sorte Skole giver et dj-sæt, når første udgave af den københavnske elektroniske festival Sundown afholdes den 28. juli. 

Den Sorte Skole blev dannet i 2002 og har indtil for nylig bestået af Aage Jæger, Langefinger og LeBon. Men siden Langefinger er flyttet til New York, er det kun LeBon og Aage Jæger, der spiller koncerter og arbejder på det kommende tredje album. "Vi kommer til at savne ham og får ekstra travlt på pladespillerne. Men Skolen er også større end de tre skolemestre – den har sit eget liv, bare tænk på alle eleverne!" skriver duoen på deres hjemmeside.

Gruppen er specielt kendt for sine liveoptrædener, hvor de kun benytter sig af pladespillere og mixere uden supplerende computereffekter. Da gruppen spillede sammen med Rjd2 på Train i Aarhus tilbage i 2009 kvitterede GAFFAs Simon Mikdal Andersen med fem stjerner og skrev: "De meget bevægelige dj's skiftes til ind imellem at gribe mikrofonen og komme med små ytringer, der gør publikum endnu mere levende. Igennem hele showet disker de op med stemningfyldte beats krydret med a cappellaer fra navne som Beth Gibbons fra Portishead, Geolo G og Beastie Boys. Showets absolutte højdepunkt må siges at være, da dj-kollektivet leverer et miks af Bjørn Svins "Mer Strøm" og Malk de Koijns "Å Åå Mæio"."


Nu er Skolen tilbage, klar til at undervise de mange lydhøre elever, når Amager Strandpark lægger sand til første udgave Sundown, lørdag d. 28. juli 2012.

De øvrige offentliggjorte navne på Sundown er Fatboy Slim, Mr. Oizo feat. Flat Eric, Kenneth Bager, Rune RK, Le Gammeltoft og Djuna Barnes.

Flere navne vil blive tilføjet programmet.


Køb billetter til Sundown via GAFFA Live

ANNONCE