Nyhed

Linkin Park: Fed energi i Skive

Det er fire år siden, Linkin Park gæstede Skive Festival. Nu glæder bandet sig til at vende tilbage til festivalens 20 års jubilæum.

"Vi er jo ikke ligefrem Mötley Crüe," siger Mike Shinoda, der er rapper, sanger og pianist i bandet Linkin Park. "Vores band består af en flok familie-fyre, og det er mere sandsynligt, at jeg er ude at lege turist, end at jeg skyder den af under en tour. Jeg er 35, så hvis jeg får for mange drinks, har jeg det ad helvede til dagen efter."

Der er altså ikke meget "sex og rock'n roll" over en Linkin Park-tour. For Mike Shinoda og bassisten Dave "Phoenix" Farrell handler det om musikken. Også i Skive.

"Jeg kan næsten ikke vente med at komme ud og spille vores nye musik," siger Dave Farrell om "Living Things", der er bandets femte album og udkommer den 26. juni. Singlen "Burn It Down" er allerede på gaden. "Albummet er fuld af energi. Jeg er så ivrig efter at spille sangene live. Alle som har set os live ved, at vi elsker at give vores fans, hvad de vil have, og vi nyder at spille vores singler."

 

Langt ude i Skive

Det er fire år siden, Linkin Park spillede i Skive første gang, og bandet glæder sig til at vende tilbage.

"Det var midt ude i ødemarken," siger Mike Shinoda smilende om Skive Festival, der har 20 års jubilæum i år. "Men det var fedt. Der var masser af inspirerende indie-bands, som vi fik mulighed for at lytte til, så det var en god oplevelse."

Det er femte gang Linkin Park skal spille i Danmark. I maj 2007 spillede de i Forum i København, og det har Dave Farrell ikke glemt. Den danske hovedstad er på hans top fem-liste over favoritbyer i hele verden.

"Jeg er helt vild med Danmark og elsker cykelkulturen – det og så at folk er så imødekommende og venlige," siger han begejstret. "Sidst vi var i København, lejede vi cykler og kørte ud til stranden. Det var sommer, og vejret var skønt."

Linkin Park spiller på Skive Festival onsdag den 30. maj. Køb billetter via GAFFA Live.

 

ANNONCE