Nyhed

Metallica klar med opvarmning

Mastodon og Gojira fyrer op i Fængslet i Horsens 6. juni

Metallica er nu klar med opvarmningsnavnene til deres for længst udsolgte koncert i Fængslet i Horsens 6. juni, hvor de fremfører deres selvbetitlede album fra 1991, også kendt som "The Black Album", i sin hehed. Det bliver amerikanske Mastodon (billedet) og franske Gojira, skriver Horsens Folkeblad.

Mastodon blev dannet i 2000 i Atlanta, Georgia og har udgivet fem album, senest "The Hunter" fra 2011. Bandet har optrådt flere gange på Roskilde Festival, senest i 2011, og i januar 2012 gæstede de Store Vega i København og VoxHall i Aarhus. Gruppen har tidligere varmet op for Metallica, blandt andet på deres 2009-turné, herunder fem udsolgte koncerter i Forum i København. Gruppens koncert i Store Vega i januar fik fire stjerner af GAFFAs Henrik Østergaard, der blandt andet fremhævede "imponerende skills på de respektive instrumenter, fantastiske ambitioner all-over, fede og skæve vokaler samt en ofte ret opfindsom sangskrivning".

– Det bliver så fedt. Vi skal vise Fængslet frem for horsensianerne og resten af Danmark, så de får en oplevelse, siger koncertarrangør Frank Panduro til Horsens Folkeblad og tilføjer: – Mastodon er drønfede og sparker røv.

Også franske Gojira varmer op for Metallica i Horsens. Gruppen blev dannet i 1996 under navnet Godzilla, men måtte i 2001 tage navneforandring på grund af problemer med rettighederne til Godzilla-navnet. Bandet har udgivet fire album og udgiver deres femte, "L'Enfant Sauvage", 26. juni. De har tidligere spillet på VoxHall, i Amager Bio og på Roskilde Festival og kan ugen efter Horsens-koncerten opleves på Copenhell i København – i øvrigt ganske som Mastodon.

Da Gojira spillede på VoxHall i 2009, uddelte GAFFAs Alexander Hemstedt fire stjerner og skrev blandt andet: "Bandet spillede med meget dynamik, så energien sprang over til publikum fra første sekund".

– Du kan satme tro, at der er lagt op til en fed og lang aften. Jeg vil opfordre folk til at komme i rigtig god tid, siger Frank Panduro til Horsens Folkeblad.

 

ANNONCE