Nyhed

Musikere hylder afdød Beastie Boy

Både Coldplay og Red Hot Chili Peppers har fortolket sange af Beastie Boys efter Adam Yauchs død fredag

Fredag døde Adam "MCA" Yauch, rapper, musiker, filminstruktør, politisk aktivist og først og fremmest kendt som en tredjedel af Beastie Boys, af kræft, kun 47 år gammel.

Yauchs tragiske død har afstedskommet adskillige hyldester fra andre musikere, både i ord og toner. Eksempelvis fortolkede Coldplay Beastie Boys' nok mest kendte nummer, "(You Gotta) Fight For Your Right (To Party)" ved deres koncert i Hollywood Bowl, Los Angeles fredag.

Samme aften spillede Red Hot Chili Peppers ifølge Hollywood Reporter hele to Beastie Boys-numre ved deres koncert i Newark, New Jersey, nemlig "Gratitude" og "What'cha Want". De to grupper har været venner i årtier, og tilbage i 1996 og 1998 spillede Red Hot Chili Peppers til to af de Tibetan Freedom Concerts, som Adam Yauch organiserede. Sanger Anthony Kiedis var i øvrigt iført en hjemmelavet MCA-T-shirt.


Blandt de mange musikere, der har udtalt sig om Adam Yauch, finder vi Madonna, som Beastie Boys varmede op for tilbage i 1985 på hendes amerikanske The Virgin Tour. På sin hjemmeside skriver hun:

"Beastie Boys var i en klasse for sig! Og det var Adam også! De var alle en vigtig del af min musikalske historie og spillede en afgørende rolle i den musikalske revolution, som skete dengang. Jeg er meget ked af at høre om hans bortgang. Gud velsigne ham og hans familie."

Chuck D græder


Public Enemys frontfigur Chuck D skriver følgende på gruppens hjemmeside:

"I aftes tog jeg på en 14 timers flyvetur til Sydney, Australien for at påbegynde Public Enemys 80. turné i 25 år. Da jeg landede, havde jeg fået 65 sms'er med beskeden. Adam og drengene tog os med på vores første turné for 25 år og 79 turnéer siden. De var essentielle for vores begyndelse, midte og i dag. Især Adam var utrolig i sin støtte selv op til nu, hvor han gav mig tilladelse til at tale, da de blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame (hvilket skete i sidste måned, red.). Jeg betrager mig selv som en stærk mand, og min far siger, at man skal være beredt på at miste mange, når man har passeret de 50. Alligevel græder jeg, mens jeg er ved at forlade flyet. Hvil i fred Adam Aka MCA'

Kim Gordon, bassist i for tiden pause-holdende Sonic Youth, roser Yauchs evner som tekstforfatter over for NME:


"Han fortalte mig engang, at han virkelig godt kunne lide teksten til "Bull In The Heather" (Sonic Youth-nummer fra 1994, red.). Det overraskede mig, at han overhovedet havde lyttet til den. Det betød meget for mig, at han gjorde så meget ud af at fortælle mig det, når det kom fra så stor en rapper og tekstforfatter."

Adam Yauchs Beastie Boys-kollega Adam "Ad Rock" Horovitz skrev følgende på gruppens Tumblr-blog:

"Som I kan forestille jer, er tingene ad h... til lige nu. Men jeg vil sige tak til alle vores venner og vores familie (som på en måde er det samme) for al den kærlighed og støtte. Jeg er glad for at vide, at al den kærlighed, Yach har spredt ud i verden, kommer tilbage til ham nu. Tak."


Horovitz' kommentar bliver ledsaget af en knyttet hånd med påskriften "PWR2MCA" og lidt mindre "I love you."

Se Coldplay og Red Hot Chili Peppers fortolke Beastie Boys:


ANNONCE