Nyhed

Nyt AC/DC lader vente på sig

Fans af AC/DC må fatte sig med tålmodighed. Et nyt album kan forventes tidligst om et år.

Han havde ellers sagt at den var lige om hjørnet. En ny udgivelse. Ifølge AC/DC's Malcolm Young kan man dog ikke helt regne med, hvad forsanger Brian Johnson går rundt og siger. "Han siger bare noget, og så vender han sig om og går." Eric Mackinnon fra Classic Rock fangede Malcolm Young på The Isle of Harris, som ligger ud for Scotlands vestkyst. Til Mackinnon sagde Young, at der går minimum et år, før der kan forventes noget nyt fra bandet.

Young kunne dog bekræfte, at der arbejdes på nyt materiale og dermed en opfølger til "Black Ice", som udkom i 2008. Young forklarer, at alle bandets medlemmer løbende kommer med nye ideer til sange, og at de alle er i fuld gang med arbejdet. Men ligesom bandet mellem "Stiff Upper Lip" og "Black Ice" holdt en længere pause – der var otte år mellem de to udgivelser – så har de tænkt sig at gøre det samme i denne omgang. Bandet har brug for at komme sig oven på et album og en lang turné og arbejde tingene igennem.

Efter udgivelsen af "Black Ice" var AC/DC på en verdensturné, som varede næsten to år og solgte omkring fem millioner billetter. Malcolm Young understreger, at der ikke igen vil blive tale om en tour af den kaliber. Så folk må sætte forventningerne ned og væbne sig med tålmodighed, men nyt materiale er i støbeskeen, og det kan forventes færdigt inden for et år eller to.

ANNONCE