Nyhed

Outkast-rapper skal spille Jimi Hendrix

André 3000 har fået rollen som den legendariske guitarist i ny biografisk film

Det irske produktionsselskab The Irish Film and Television Network afslørede i mandags, at den amerikanske rapper André Benjamin, bedre kendt som André 3000, skal spille Jimi Hendrix i en ny film om den afdøde verdensstjerne.

Filmen kommer til at hedde "All By My Side" og bliver instrueret af John Ridley, der også har skrevet manuskriptet. Filmen skal handle om Hendrix' år lige før og lige efter udgivelsen af hans gennembrudsalbum "Are You Experienced". Hendrix blev opdaget i New York af Keith Richards daværende kæreste Linda Keith, der henviste ham til en engelsk manager, og kort tid efter blev The Jimi Hendrix Experience dannet. Hendrix døde i London den 18. september 1970, kun 27 år gammel og blev dermed medlem af det sørgelige selskab af rockstjerner, der døde som 27-årige.

André 3000 er ikke uvant med det store lærred. Han har medvirket i en lang række film, der blendt andet tæller "Idlewild", "Revolver", "Be Cool" og "Semi-Pro". Han er dog mest kendt som den ene halvdel af rapduoen Outkast, der blandt andet gav os "Hey Ya", "Roses" og "Ms. Jackson". 


Optagelserne til filmen begynder i slutningen af denne måned i Dublin. Filmfolk har endnu ikke fået tilladelse til at bruge Hendrix' musik i deres film, og det vides endnu ikke, om Ridley har fået en sådan tilladelse.

Mens vi venter spændt på at se André 3000 som Jimi Hendrix, må vi "nøjes" med den ægte vare. Her er det "Voodoo Child" live på Woodstock:


ANNONCE