Efter 18 år kommer det engelske rockband til Danmark den 19. maj i København
Når det engelske band And Also The Trees kommer til Danmark for at give koncert på Krudttønden i København den 19. maj, bliver det en enestående mulighed for gruppens danske fans, da det er 18 år siden de sidst optrådte på dansk jord.
And Also The Trees startede i 1979 og består i dag af Justin Jones, Simon Huw Jones, Steven Burrows, Paul Hill, Ian Jenkins og Emer Brizzolara. Gruppen sendte i sin tid et demobånd til The Cure, hvilket var starten på et godt venskab mellem de to bands. I 1981 spillede And Also The Trees flere shows sammen med The Cure, hvor de var med som support.
Bandet udgav deres selvbetitlede debutalbum i 1984, som var produceret af Laurence "Lol" Tolhurst (The Cure). Albummet fangede BBC Radio 1s navnkundige dj John Peel, som inviterede dem i studiet til en udsendelse. Bandets andet album "Virus Meadow" udkom i 1986 og blev efterfulgt af en turné rundt i Europa, hvilket resulterede i live-albummet "The Evening Of The 24th" fra 1987.
Albumaktuelle i marts
Mellem 1988 og 2003 udgav gruppen hele syv album, "The Millpond Years" (1988), "Farewell To The Shade" (1989), "Green Is The Sea" (1992), "The Klaxon" (1993), "Angelfish" (1996), "Silver Soul" (1998) og "Further From The Truth" (2003). I 2004 og 2005 spillede bandet ved flere festivaler, samt fejrede deres 25 års jubilæum med albummet "The Best Of 1980-2005".
And Also The Trees udsendte i 2007 deres tiende album "(Listen For) The Rag And Bone Man", som blev efterfulgt af de akustiske albums "When The Rains Come" fra 2009 og "Driftwood" i 2011.
Inden And Also The Trees indtager København udgiver de deres tolvte album "Hunter Not The Hunted", som udkommer senere i marts.
Billetter til koncerten på Krudttønden den 19. maj kan købes via GAFFA Live.
Lyt til singlen "The Beautiful Silence" fra "(Listen For) The Rag And Bone Man" her: