Nyhed

Christopher – På kanten af et gennembrud

Vi har mødt den unge danske popsanger, der albumdebuterer med "Colours" 19. marts

"Som en steppebrand" er det udtryk, der falder en i tankerne, når den unge Christopher Lund Nissens videoer og musik kommer på tale. Det er nemlig med den hast, den unge amagergensers materiale har spredt sig, siden han udgav sin første single Against The Odds i september sidste år. Over en million views har videoen på YouTube i skrivende stund, og han har lige modtaget guldplade nummer to – denne gang for sin anden single Nothing In Common. Blot 20 år gammel er den unge charmør, der har en længere pladekontrakt med det store pladeselskab EMI, som hurtigt fandt interesse ved Christophers fløjlsbløde popvokal. Den fik de præsenteret, da han kom forbi med sin guitar, og spillede nogle af sine numre "fra kælderen", som han selv fortæller GAFFA.

 

Bring my a-game


– En dag skete det bare rimelig naturligt. Min far kendte en, som kendte en, som kendte en, der var gammel mand oppe på EMI. Lige pludselig sad jeg deroppe med min guitar i hånden helt alene og spillede mine egne helt ufærdige sange. Jeg var helt grøn. Jeg sad og spillede dem, som var det en audition foran tre pladeselskabsfolk. De sagde, at de synes det lød fedt, og at det ville de gerne gå videre med.

Var det ikke skræmmende?

– Jeg anede jo ikke på det tidspunkt, hvad det var. Jeg vidste godt, at de vidste, hvad de snakkede om i forhold til komplimenter fra familie og venner. Jeg tænkte, at det gør jeg bare, for jeg har aldrig været præget af nervøsitet, når jeg skulle sådan nogle ting. Jeg har siddet nede i min kælder og spillet i lang tid, og forestillet mig at spille, for jeg ved ikke hvad. Jeg er god til bare at lukke af og fokusere, men jeg vidste godt, at: "I got to bring my a-game here".


– De syntes, at det var fedt, og så startede det som en udviklingsproces, for der var nogle områder, hvor de sagde, at jeg var lidt ufærdig, men at jeg havde potentiale. Det forløb skulle have trukket sig over en halvt år, men så gik der cirka to måneder, og så kom Against The Odds ind af døren, som to fyre i L.A. havde skrevet, og det blev så min første single. Pludselig var jeg i radioen og alle steder.

– Jeg føler virkelig, at jeg har ramt et segment – det her 'Justin Bieber-segment' – de unge piger der bare er på, og som virkelig er aktive på Facebook – det er bare gået hurtigt.

Se musikvideoen til Christophers "Against The Odds:"


Læs et længere interview i GAFFA april, der er på gaden 30. marts

ANNONCE