Nyhed

Det Kongelige Bibliotek arkiverer Nephew

Simon Kvamm og co. har netop indgået en aftale med Det Kongelige Bibliotek om at dokumentere tilblivelsen af deres kommende album

Når Nephew inden længe går i studiet for at indspille deres femte album "Hjertestarter", medbringer de en harddisk fra Det Kongelige Bibliotek. På den vil de løbende gemme kopier af deres lydfiler, så man efterfølgende kan rekonstruere den kreative arbejdsproces bag de færdige numre. Når albummet er færdigt, ender harddisken hos Det Kongelige Bibliotek.

Aftalen mellem Nephew og Det Kongelige Bibliotek er, så vidt vides, den første af sin art i verden, og projektet indeholder mange nye perspektiver vedrørende indsamling og håndtering af den danske kulturarv.

Søren Arnholt, trommeslager i Nephew, udtaler:
 
"Det er utrolig interessant og en ære for os at være med til sammen med Det Kongelige Bibliotek at dokumentere hele den skabelsesproces, som ellers normalt er "lukket land" for andre end os selv. Det er netop i processen mod det endelige resultat, at der tages usikre, nye eller til tider ekstreme skridt, samtidig med at beslutninger træffes og musikken krystalliseres mere og mere. Til tider er vejen kringlet, men kunne ikke have været anderledes".
 
Nationalbibliotekets overordnede formål er at sikre og overlevere den danske kulturarv til eftertiden. Forskningsbibliotekar Henrik Smith Sivertsen er ansvarlig for Nationalbibliotekets indsamling af populærmusik og ser det i et historisk lys:
 
"Som de fleste pop- og rockmusikere "skriver" et orkester som Nephew ikke musik, de spiller sig frem til den. Derfor må vi flytte fokus fra noder og papir til det, der foregår i studiet og på computeren. Med denne aftale får vi for første gang mulighed for at se, hvordan et rockorkester arbejder med materialet. Tidligere har vi gennem skitser og kladder kunnet følge Carl Nielsens kompositionsproces, hvilket har været muligt, fordi man i tide sikrede sig hans noder og arbejdspapirer. Vi har stadig stor fokus på nodebaserede kompositioner, men vil altså også fremover udvide horisonten til musik, der er blevet til på andre måder".
 
Musikproduktionen har udviklet sig meget i de seneste årtier, og det er vigtigt at musikinteresserede i fremtiden får mulighed for at følge den udvikling. Derfor er det naturligt for Det Kongelige Bibliotek at indsamle populærmusik og måder, hvorpå den bliver skabt, fortæller Henrik Smith Sivertsen:
 
"Historisk set befinder vi os midt i en af de mest gennemgribende medieteknologiske forandringer gennem tiden, ikke mindst på det musikalske område. Med den digitale revolution er vi inde i en ny fase. I dag laver man ikke musik på samme måde, som man gjorde i 1972 eller 1992, og selvom det er svært at spå om, vil man næppe arbejde på samme måde som i dag i 2032 eller 2052. Det er i det lys, man skal se aftalen med Nephew. Vi giver fremtiden en mulighed for at se, hvordan man laver musik i dag. Og forhåbentlig vil vi med tiden også få samlet op på i går og i morgen. Andre, som er i besiddelse af relevant materiale, er velkomne til at følge Nephews eksempel og give fremtiden mulighed for at kigge dem over skulderen", siger Henrik Smith Sivertsen.

I første omgang er der tale om en indsamling af en digital musikproduktion. De nærmere omstændigheder omkring, hvordan det med tiden stilles til rådighed for forskning og offentlighed, vil følge senere.

GAFFA har spurgt Henrik Smith Sivertsen om, hvorfor det lige er blevet Nephew, der har fået æren at blive arkiveret på Det Kongelige Bibliotek.


"Det var egentlig lidt tilfældigt, fordi jeg mødte deres guitarist Kristian Riis ved et debatarrangement, og så faldt vi i snak om dette projekt, og de tilbød sig så. Og det passer os glimrende, blandt andet fordi de både er et klassisk rockband og samtidig arbejder med de digitale indspilningsmuligheder, så de har så at sige både et ben i fortiden og et i nutiden. Og så er det selvfølgelig et populært orkester.

Har I andre bands i tankerne til dette arkiveringsprojekt?

"Nej, nu skal vi lige se, hvordan dette her går, men det er bestemt ikke et engangsprojekt, og vi lancerer dette som en åben invitation til alle bands, der måtte have lyst til at donere materialer til os."


Nephews album "Hjertestarter" ventes at udkomme til efteråret, og kommer, ifølge bandet selv, til at indholde mere tråd end deres tidligere albums. Du kan læse mere om deres kommende album her.

 
 

ANNONCE