Nyhed

Estelle gæster Danmark

Oplev sangerinden bag hittet ”American Boy”, når hun indtager Pumpehuset den 30. april

Den britiske sangerinde Estelle kan nu opleves på dansk jord, når hun den 30. april gæster Pumpehuset i København. Estelle har mange mærkater som r&b-sangerinde, sangskriver, rapper og producer, og har blandt andre arbejdet sammen med Kanye West, John Legend, David Guetta, Will.I.Am og Wyclef Jean.

Estelle kom hurtigt ind på musikscenen efter et møde med den amerikanske r&b-sanger, John Legend, hvor hun skrev kontrakt med Atlantic Records. I 2004 udkom debutalbummet "The 18th Day", som indeholder singlerne "1980", "Free" og "Go Gone", der alle tre kom i top 40 på de britiske hitlister.

I 2008 udkom hendes andet album "Shine", hvorfra singlen "American Boy" sammen med Kanye West blev en international succes, med hitlisteplaceringer i top 10 verden over. Sammen vandt Estelle og West en Grammy Award for sangen, hvor det blev kåret som Bedste Rap/Sang Samarbejde.

Estelle er for tiden aktuel med "All Of Me", som giver et dybere blik ind i Estelle som person. Albummet er skrevet efter bruddet med hendes kæreste, og sangene er derfor mere følelsesladede end tidligere. Til koncerten i Pumpehuset vil man kunne opleve både nyt og gammelt albummateriale, som går fra hiphop til r&b, fra europæisk "techno" til pop.

Billetsalget til koncerten den 30. april starter i morgen, tirsdag den 13. marts, kl. 10.00 her.   

ANNONCE