Nyhed

EU kan spænde ben for Københavns nye multiarena

EU-kommissionen vil undersøge, om der er blevet tildelt ulovlig statsstøtte til ny multiarena i Ørestad

Drømmen om en ny multiarena i København kan måske være på vej til at falde fra hinanden, da EU-Kommissionen vil undersøge, om der er blevet tildelt ulovlig statsstøtte til byggeriet, der efter planen skal resultere i en færdig multiarena i 2015.

"Kommissionen glæder sig over, at der opføres anlæg til sport og andre offentlige arrangementer til glæde for offentligheden," udtaler Joaquin Almunia til Ritzau, EU-Kommissionens næstformand og konkurrencekommissær. "Medlemsstaterne skal imidertid sikre, at statsstøtten til sådanne investeringer virkelig er nødvendig, og at den ikke i urimelig grad fordrejer konkurrencen i forhold til andre faciliteter og investorer," fortsætter Almunia.

Københavns Kommune planlægger at opføre en multiarena af international standard med faciliteter til musik, kultur og sport. Kommunen og den private fond Realdania skyder hver 325 millioner ind i projektet, hvor byggegrunden desuden er blevet stillet til rådighed gratis af By & Havn, som ejes af Københavns Kommune og den danske stat.


Men nu har Kommissionen modtaget to klager vedrørende finansieringen af den nye multiarena, hvorefter kommissionen efter indledende undersøgelser er kommet i tvivl om, hvorvidt der er behov for en ny multiarena med offentlig støtte – eller om behovet kan opfyldes af en privat aktør eller gennem brug af allerede eksisterende faciliteter.

Det er dog ikke kun multiarenaen i København, der skal under undersøgelse. En ny multiarena i Uppsala i Sverige skal nu også undersøges.   

ANNONCE