Nyhed

Fire nye navne til Copenhell

Dying Fetus, Meshuggah, Saxon og Soulfly byder på alt fra kompromisløs død til old-school metal

I dag kan metalfestivalen Copenhell løfte sløret for endnu fire navne til årets program, der allerede tæller Slayer, Lamb Of God og Marilyn Manson for at nævne et par. Nu kan festivalen tilbyde alt fra kompromisløs død til teknisk overlegenhed, en legendarisk frontmand og noget fra den helt gamle og klassiske metalskole i form af Dying Fetus, Meshuggah, Saxon og Soulfly.

Det amerikanske dødsmetalband Dying Fetus indtager festivalen med 20 års brutal erfaring for at smadre det gamle skibsværft. Dying Fetus startede ud i 2001 og består i dag af John Gallagher, Sean Beasley og Trey Williams. Bandets tekstunivers startede ud i den mere blodsudgydende genre, hvilket fremgår tydeligt af deres navn. På det seneste har teksterne ladet sig inspirere af den politiske situation, hvilket højst sandsynligt også vil være at se på deres nye album "Reign Supreme", som forventes færdigt i den nærmeste fremtid. Bandet har som sagt over 20 års erfaring, hvor de har udgivet seks album, og det syvende er på trapperne.

De svenske ekstreme metalhoveder fra Meshuggah lægger vejen forbi Refshaleøen i 2012. Bandet blev dannet i 1987 og består i dag af Jens Kidman, Fredrik Thordendal, Tomas Haake, Mårten Hagström og Dick Lövgren. Sammen er de kendt for at blande rå brutalitet fra extrem thrash med avancerede taktarter, som giver et jazzagtigt præg til den eksperimentelle metal. Med 25 års erfaring og seks album i bagkataloget og et syvende "Koloss", som udkommer i morgen den 23. marts, garanterer Copenhell tilfredshed til alle med hang til teknisk metal.


Engelske Saxon har holdt et metalorige kørende i over 30 år, og i år er ingen undtagelse. Bandet blev dannet i 1976 og består af Biff Byford, Paul Quinn, Nigel Glockler, Nibbs Carter og Doug Scarratt. Saxon er en af de klassiske forløbere i the New Wave of British Heavy Metal i slutningen af 70'erne, hvor de sammen med Judas Priest og Iron Maiden gjorde bevægelsen internationalt anerkendt. Træk i denimjakkerne med påsyet bandrygmærke og vær klar med en iskold fadøl i hånden, for én ting man altid kan være sikker på med Saxon, er ast deres forstærkere er skruet helt op på 11, når de optræder.

Copenhell kan til sidst, men absolut ikke mindst, præsentere Soulfly (billedet) med legendariske Max Cavalera i fronten. Cavalera forlod det succesfulde metalband Sepultura i 1996, for at starte projektet Soulfly op i 1997. Soulfly består i dag udover Cavalera af Marc Rizzo, Tony Campos og David Kinkade. Det sydamerikanske metalband vil medbringe noget varmblodet metal, som de vil kaste ud over publikum til metalfestivalen. Thrash-dødsmetallerne debuterede med deres selvbetitlede album i 1998, og i alt er det blevet til otte album, senest med "Enslaved" som udkom i starten af marts.

Copenhell har for alvor lagt i ovnen, når de fire bands tilslutter sig Slayer, Marilyn Manson, Lamb Of God, Killswitch Engage, Mastodon, Immortal, Anthrax, Gojira, Trivium, All Shall Perish, Skeletonwitch og Korpiklaani.


Billetter til Copenhell den 15. og 16. juni kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE