Det amerikanske rockband deler live-optagelser fra Reading Festival via en virtuel kassettebåndoptager
Næsten 17 år er gået, siden de optagelser blev indspillet, som Foo Fighters nu deler på en speciel hjemmeside. Det fortæller NME i en nyhedsbulletin. Deres optræden på den store Reading Festival var en af bandets første live-optrædener og var samtidig deres live-debut i England.
Bandet opstod umiddelbart efter Kurt Cobains død i april 1994, da Nirvana-trommeslageren og nu Foo Fighters-frontmand Dave Grohl var på udkig efter nye musikalske samarbejder. Det mundede ud i bandet Foo Fighters, et navn som Grohl tidligere havde brugt til halvanonyme soloprojekter. Men Grohl brugte navnet både som bandnavn og som titel på gruppens første album, der udkom i juli 1995. Blot en lille måned efter stod det grønne band på Reading Festival og skulle fremføre deres nye materiale.
Det var også festivalen, hvor Nirvanas Kurt Cobain i 1992 blev rullet på scenen i en kørestol, for at drille mediernes spekulationer om hans sindstilstand. Nirvana på Reading Festival er en af festivalens mest kendte koncerter og blev sidenhen udgivet som cd/dvd.
Nu bliver også den gamle Foo Fighters-optagelse gjort tilgængelig, når den bliver delt via en virtuel kassettebåndoptager, hvor brugeren selv skal sørge for at sætte båndet i og lukke og trykke play. Gruppen har dog installeret lidt moderne bekvemmeligheder, så det er muligt at springe rundt i koncerten på afspilleren.
Udgivelsen af dette bånd falder sammen med at Reading Festival i aften afslører store dele af sit program.
Her kan du se båndoptageren og høre koncerten.




