Nyhed

Justin Townes Earle til Danmark

Oplev americana-musikeren i Train og Pumpehuset den 18. og 19. juni

Sangeren og sangskriveren Justin Townes Earle gæster Danmark, nærmere bestemt Train i Aarhus og Pumpehuset henholdsvis den 18. og 19. juni. Earle gav sidst koncert i Danmark i november, men vender allerede tilbage til sommer, hvor han har et band i ryggen og et nyt album på repertoiret.

Justin Townes Earle startede sin musikalske karriere sammen med sin berømte far, country-med-mere-sangeren Steve Earle, hvor far og søn turnerede rundt sammen. Yderligere har Earle stået i skyggen af sin stedmor, countrysangerinden Allison Moore, men trådte selv frem i solo-lyset i 2007. Debut-ep'en "Yuma" udkom samme år og blev efterfulgt af "The Good Life" i 2008, "Midnight At The Movies" i 2009 og "Harlem River Blues" i 2010.

I 2009 vandt Earle prisen for 'Best New and Emerging Artist' ved Americana Music Awards, og i 2011 vandt han ved same prisuddeling "Song of the Year" for titelnummeret til det seneste album "Harlem River Blues".


Nu er Earle klar med et fjerde album "Nothing's Gonna Change The Way You Feel About Me Now", som udkommer den 27. marts. Albummet skulle vise nye sider af Earle ifølge ham selv: "Det nye album er fuldstændig anderledes end mit seneste album. Denne gang er jeg gået i en Memphis-soul-retning."

"Hele idéen var at indspille alt live, for at gøre alt så ægte som muligt, og udgive noget som forhåbentlig kan tåle tidens tand," fortæller Earle om albummet, som er indspillet live i en gammel kirke. 

Justin Townes Earle med band og nyt album kan opleves, når han gæster Danmark med to koncerter i Train, Aarhus og Pumpehuset, København den 18. og 19. juni.


Billet til koncerten i Pumpehuset den 19. juni kan købes via GAFFA Live, og billetsalget til Train-koncerten begynder sammesteds i nærmeste fremtid.  

Hør titelnummeret til det kommende album "Nothing's Gonna Change The Way You Feel About Me Now" her:

 


ANNONCE