KarriereKanonens finaler går live

14 finalister fra en af Danmarks største musikkonkurrencer, KarriereKanonen, sendes til V58 i Aarhus, Gimle i Roskilde og Musikcaféen i København, hvor de har én sidste chance for at gøre indtryk på dommerne, før de udvælger tre solister eller bands, som skal vinde KarriereKanonens 11. udgave.

De 14 finalister er allerede kommet langt i årets konkurrence, hvor de er de sidste af i alt 908 artister. Nu skal de spille en sidste koncert, hvor de skal vise, at de har talent, sangene, publikumstæften og evnen til at overbevise dommerne om deres potentiale i den danske musikindustri. Vinderne kan se frem til airplay på P3, koncerter på blandt andet Smuk Fest og Spot Festival og et skræddersyet udviklingsforløb, tilrettelagt af Bandakademiet. De endelige vindere bliver afgjort den 26. marts i Smag på P3 mellem kl. 12 og 14.

Nedenfor ses de 14 finalister samt dommerudtalelser om dem:

Jackstones: "Jackstones leverer et frisk pust til rockmusikken – og de gør faktisk noget, som er ret farligt i rockens verden. De synger i falset, så tankerne ledes hen på en festlig aften i selskab med ikoner som Prince og Lenny Kravitz samtidig med, at der er fuld hammer på distortionpedalen. Men vær ikke i tvivl! Dette band ved, hvordan en popsang skal skæres – her er hooks, guitarsoloer og varme sommeraftener. Alt sammen i velspillet harmoni."

Marlequin: "En ung og upoleret fyr, som virkelig har fanget tidens sound – i nummeret "As I Say" gemmer sig reminiscenser fra såvel Bon Iver som When Saint Go Machine, men musikken lyder i høj grad som sin egen. Bag aliaset Marlequin gemmer sig et stort potentiale for intelligente pop-perler og produktionen er både velovervejet, kløgtig og personlig."

Kaliber: "Det her track starter hårdt ud – lige på med et skarpskåret omkvæd og et swingende beat, hvor hårde fyre for lov at vrænge sig igennem teksten: "Homie, jeg er vokset op lige vest for København, og alt hvad det har gjort mig til, vil jeg ta' med mig graven" Bang! Så er vi i gang. Vi er budt op til dans med hip hop fra den hårde skole, og resten af tracket bæres af sted med skarpe vendinger, der leveres minutiøst, overlegent og præcist."

Astro Fall: "Navnet Astro Fall passer sådan set ret godt på det her band – de er lidt ligesom en månesten, der er landet midt i lille Danmark. Der er i hvert fald ikke andre danske bands, som har den her amerikanske lyd, hvor store følelser går hånd i hånd med autotune, elektroniske beats, vemod og gedigne pophits. Og det i sig selv er dejligt forfriskende! Her er altså et band, som virkelig tør at skille sig ud, imens de overbeviser, overrasker og udfordrer fra første lyt."

Djämes Braun: "Pak dit grej og kom med mig – lad mig være din GPS." Sådan lyder en af de mange spøjse fraser, som gentages i det ironiske hit af bandet med det velklingende navn "Djämes Braun". Navnet klinger ganske vist bekendt, men Djämes er sin egen. De to velbevandrede herrer skaber deres eget lydunivers, som blander en fornøjelig kreativ ordleg med frække og fængende dancehall-produktioner."

You You You: "Der sker noget magisk, når de kølige dubstep-inspirerede produktioner møder Rasmus Poulsens inderlige og skrøbelige stemme. Numrene rammer en tidstypisk elektronisk lyd, hvor der er kælet for detaljerne. Med masser af nerve og stærke hooks udfolder de længselsfulde sange sig og leder tankerne mod både klubbens blinkende og udadvendte lys og de mørke indestængte vinteraftener."

Dance With Dirt: "Dance With Dirt serverer ufortyndet rock tilsat en håndfuld nordisk melankoli, sprød stemme og nærvær. Og så swinger det! De genkendelige greb er pakket ind i vellyd, nærvær og nerve. Det er virkelig lækkert at lytte til et rockband, som har energien og samtidig laver arrangement-mæssige krumspring, indeholder melankoli og har modet og talentet til at krydre kagen med hooks."

Benal: "Nummeret med Benal hedder Banaliteter. Men der er meget mere end det banale førstehåndsindtryk på spil for Benal. For man lytter efter, når de dystre, velproducerede basdrevne hip hop-beats folder sig ud, og den hårde stemme sætter dagsordenen og dikterer både de store tanker og hverdagens problemer. Det foregår i en lang tankestrøm, pludselig er 3 minutter og 19 sekunder gået, og man er opslugt. Indfanget. "Jeg er frygtløs, jeg' frygtløs. Det' banalt."

Pranksters (billedet): "Når Pranksters skråler: "Vi er på flugt fra meningsløshed - finder vi et sted, må du godt komme med", så er det bare med at gribe chancen, for i Pranksters' univers er speederen i bund, og der er plads til eventyr. Og det eventyr man kommer med ud på handler om rå ubehandlet RAWK, hvor tøjet er sort og beskidt af olie og benzin. Gi' den gas!"

Talk To Iona: "Musikken er drømmende, fængslende og repetitiv, og i Talk to Ionas univers henføres lytteren til en tid, hvor store armbevægelser og store følelser gik hånd i hånd med store rumklange og stor patos. Der sendes altså kærlige blikke til 80'ernes new romantics ikoner, men uden det bliver pastiche. Talk To Iona er et oplagt bud på arvtagere af en stolt, melodisk og ikke mindst melankolsk sangskrivertradition."

Genus: "Genus har støvet slap-bassen og de tykke kitchede synths af. De havde ellers stået i garagen og samlet en del støv siden 1988, hvor vi hørte til dem sidst. Men i Genus' overlegne selskab inviteres vi indenfor i et velarrangeret og herligt poppet værksted, hvor intet tilsyneladende er forbudt. Her smedes powerpop og gøres klar til en sommer fyldt af dansable hits!"

Emil Falk: "Emil Falk spiller fremtidens musik – og fremtiden er nærværende! Reallyde, dybfølt vokal, tung bas, masser af underdelinger og pitchede vokalsamples slæber sig af sted igennem en lækker produktion. Vi befinder os i grænselandet mellem håndspillet musik og en ny soulet elektronisk sound. Alt imens man glider ind i det drømmende univers med linjer som "I can't sleep no more", åbnes en underlæggende klubting, nummeret bider pludselig fra sig med 4 på gulvet, inden vi lægger an til landing og føres sikkert i havn."

Hans & The White Elephants: "Hans har en lækker stemme og han hidkalder solen, når han gentagne gange messer "We're love addicts". Hans og de hvide elefanter er good vibes, og man føler sig i høj grad budt indenfor i dyrehaven, når guitaren snor sig omkring de fine melodilinjer, og trommerne groover overlegent af sted hen over den kløgtige sangskrivning. Vi har at gøre med poprock med et stort hjerte, og netop linjen "we're love addicts" fløjter man resten af dagen, når først den er kommet ind på lystavlen."

Ulrikke: "Som eneste kvindelige kunstner i KarriereKanonen 2012 har Ulrikkes sang "Blue Eyes" sneget sig ind under huden på lyttepanelet. Når Ulrikke blænder op for sin skrøbelige og samtidig stærke stemme, hører man efter! Ulrikkes sangrivning er virkelig nærværende, meget melodisk og herligt upoleret, hvilket gør Ulrikke til en vedkommende og autentisk kunstner, der går lige i hjertekulen."