Samarbejdet mellem de to kunstnere har resulteret i singlen ”Never Let You Go”, som udkommer i dag
Kato kan i dag præsentere sit samarbejde med en af verdens største hiphop-kunstnere, selveste Snoop Dogg, og fejrer det med en premiere ved X Factor-finalen i Herning den 23. marts.
Tilbage i slutningen af 2011 kunne GAFFA fortælle, at rap-legenden Snoop Dogg hang ud med Kato i dennes studie, efter sin koncert på Train, Aarhus. Snoop Dogg dukkede op med sit 20 mand store entourage og blev i studiet til den lyse morgen. Om mødet med Doggfatheren fortalte Kato: "Det var uvirkeligt at stå face to face med en levende legende og et barndomsidol, men han var fantastisk og rykkede virkeligt på musikken, jeg spillede for ham."
Den nye single "Never Let U Go" indeholder medvirken af Snoop Dogg og sangeren Branson Beal. Snoop Doog er kendt som en af gudfædrene til den amerikanske West Coast Rap, og har arbejdet sammen med kunstnere som Dr. Dre og Katy Perry, og nu danske Kato.
"Jeg har dyrket Snoop Dogg i 20 år, og pludselig stod manden i mit studie. Det var en stor oplevelse. Men selv om han er et af mine idoler, føltes det helt naturligt, da vi først var i gang. Han er ekstremt professionel, og helt nede på jorden," fortæller Kato.
Singlen er forløberen for den danske dj's kommende album, som Kato arbejder på i øjeblikket. "På det nye album går jeg efter at flytte grænserne i forhold til, hvor jeg ellers har været. Det bliver mere internationalt og vil også rumme genrer, jeg ikke har beskæftiget mig så meget med tidligere. Men man vi selvfølgelig kunne høre, at det er et Kato-album. Så folk kan forvente masser af gode popnumre, hvor fokus er på den gode melodi," udtaler Kato.
I Danmark får man muligheden for at opleve den første live-optræden med singlen, når Kato optræder ved X Factor-finalen den 23. marts i Herning.