Rapperen har udgivet det første album i dansk musikhistorie, der er blevet downloaded over 100.000 gange på ét døgn
"Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1" udkom den 23. marts, og 24 timer senere er albummet blevet hentet ned af mere end 100.000 danskere. L.O.C. har indgået et samarbejde med teleselskabet TDC om distribueringen af det nye album, hvilket også tager en stor del af æren for det høje antal downloads. Albummet kan nemlig downloades gratis fra TDC's hjemmeside de næste fem uger.
"Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1" udkommer fra rapperen eget pladeselskab, SelvGjortMillinærDrøm, hvilket er pladeselskabets første udgivelse. L.O.C har i årevis udgivet gennem Virgin og EMI, men besluttede nu at gå egne veje. Om det har rapperen udtalt: "Jeg vil se fremad. Man må tilpasse sig en ny situation i stedet for at hænge i bremsen. Dette giver også muligheden for at levere musikken til fans bare få dage efter den er indspillet, og derfor kan jeg komme med et nyt album bare et år efter mit sidste". Det nye album vil kunne hentes gratis i de fem første uger efter udgivelsen "for at fejre uafhængigheden".
Det nye album er L.O.C.'s sjette i rækken, men intet tyder på at den erfarne rapper er ved at køre træt i det eller mangler idéer til nyt materiale, tværtimod. GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr tildelte albummet fem stjerner, og læserne følger trop med 4,31 stjerner. Om albummet skrev Seefeldt Stæhr: "Der er mere på spil her end blot modenhed. Der er håb. Der er fornyelse. Musikalsk som tekstligt. Det er et komprimeret album – der er knap 37 minutter, til gengæld kan man høre dem på repeat uden at blive hverken træt eller trist. Det, som L.O.C. forstår at gøre, er nemlig at tryllebinde sin lytter, og dette album er ingen undtagelse."
Gennem TDC's reklamer har man i nogle uger fået en forsmag på albummet i form af singlen "Noget Dumt", hvilket sammen med L.O.C.'s teaser har resulteret i den nye rekord på 100.000 downloads på ét døgn. Derudover har albummet sendt hele rapperens bagkatalog ind på iTunes' Top 100 liste, hvoraf "Libertiner" fra 2011 den 23. marts steg til tops på listen.
Om den nye Danmarksrekord har L.O.C. udtalt: " Jeg føler mig virkeligt beæret over at folk har valgt at fejre den nye plade sammen med mig på denne måde. Det er fuldstændig vanvittigt, at der på så kort tid er så mange mennesker der nyder min musik. Jeg er målløs. Jeg har fået så stor opbakning gennem tiden, at det kun er på sin rette plads at give noget tilbage. Jeg har udelukkende fået positiv respons fra folk på twitter og facebook, og er ovenud lykkelig for at folk har taget musikken til sig."
L.O.C. kan fra den 29. marts til den 8. april opleves på en miniturné, hvor man skulle have været tidligt ude, da alle koncerter er udsolgt. Rapperen indtager dog både Skive og Nibe festival til sommer, hvor man stadig kan anskaffe sig billetter.
Turnéplanen er som følger:
Den 29. marts, Sønderborghus, Sønderborg. Udsolgt.
Den 30. marts, Skråen, Aalborg. Udsolgt.
Den 31. marts, Train, Aarhus. Udsolgt.
Den 5. april, Ringsted Kongrescenter, Ringsted. Udsolgt.
Den 6. april, Rumpehuset, København. Udsolgt.
Den 7. april, Pumpehuset, København. Udsolgt.
Den 8. april, Svenborg Kulturhus, Svendborg. Udsolgt.
Ikke alle er dog lige begejstrede for L.O.C.s nye samarbejde med TDC. Jakob Sørensen, direktør for pladeselskabet Copenhagen Records, der udgav L.O.C's sideprojekt Selvmord, har i et interview med GAFFA sagt, at L.O.C.s udtalelser omkring samarbejdet "nærmer sig det patetiske" og siger videre, at "L.O.C. har solgt sin sjæl". Læs hans kritiske udtalelser her.





