Bennington og Shinoda giver små detaljer om det kommende album på Twitter
Linkin Park-frontmanden Chester Bennington fortalte i et interview til Rolling Stone Magazine, at bandet bestræber sig på at udgive et nyt album hver attende måned, og at han ville blive rystet, hvis et nyt album ikke ville udkomme i 2012. Nu skulle albumprocessen være så langt henne, at bandet er ved at skulle indspille den første musikvideo til albummet i denne uge.
Chester Bennington og Mike Shinoda har givet yderligere detaljer omkring det nye album, som skulle udkomme i løbet af 2012. Bennington svarede 12. marts på en tweet fra en fan, hvor han bliver spurgt ind til, hvordan arbejdet på det kommende album går, og om det muligvis udkommer hen over sommeren. Som svar skrev Bennington: "@jackhammer505, det går rigtig godt fremad. Vi skal indspille vores første video i denne uge." Sent den 13. marts skrev Shinoda: "Så er det nok med @RollingStone live-tweeting for mig. Tilbage til det virkelige liv, og arbejdet på @linkinpark-albummet for sommeren 2012."
Linkin Park har slået sig sammen med produceren Rick Rubin, som de tidligere har arbejdet sammen med. Rubin gav også en opdatering på det nye album til Billboard.com, hvor han fortalte, at indspilningsprocessen går meget hurtigere end på de tidligere album: "Typisk plejer vi at have et møde en gang om ugen, hvor vi lytter til sange, som de har fundet på og snakker om dem. Så tidligt inde i projektet som de er, så er de meget længere henne, end de har været ved de to tidligere album, som vi arbejdede sammen om."
Linkin Park har i alt udgivet fire studiealbums "Hybrid Theory" (2000), "Meteora" (2003), "Minutes To Midnight" (2007) og senest "A Thousand Suns" (2010). De har solgt over 50 millioner albums verden over, og er blevet et af verdens mest populære rockbands.
Bandet har endnu ikke offentliggjort, hvornår det nye album forventes at udkomme i år. Man kan dog krydse fingre for, at de spiller lidt af det nye materiale, når Linkin Park gæster Skive Festival, som finder sted fra 30. maj-2. juni.
Billetter til Skive Festival kan købes via GAFFA Live.





