Den koncertaktuelle amerikanske sanger og sangskriver Mark Lanegan følger sit instinkt, og taler helst ikke for meget om sin musik.
Mark Lanegan behøver ikke at snakke om sig selv. Med masser af roser fra kritikere, fra succesoplevelser med bands som Screaming Trees og Queen of The Stone Age, til samarbejde med kunstnere som Kurt Cobain og Isobel Campbell, samt en udsolgt koncert i Amager Bio lørdag den 17. marts, er Mark Lanegan klasseeksemplet på, at den største kunstner er den, som ikke siger, at han er det. Selv har han et meget afslappet forhold til det hele: "I just do it".
Red Bull og ambient musik
Med sin dybe nærværende røst kunne han have sagt hvad som helst. Det havde stadig givet mening. Alle sætningerne begynder med et syngende amerikansk: "Well" og en tænkepause. Jeg spørger den amerikanske sanger om detaljer i forbindelse med koncerten i København. Informationerne er sparsomme: "Jeg ser frem til det. Jeg vil være på scenen med gutterne i mit band. Vi vil spille sange fra det nye album. Halvdelen af sættet vil være ældre sange."
Jeg fortsætter lidt i den mere kalorielette ende af spørgsmålskategorien. Jeg spørger, hvad der altid skal være i hans backstagelokale: "Jamen vi skal altid have Red Bull, grillet kylling, peanut butter, bananer og en masse andre ting". Jeg spørger videre ind til han og bandets musikpræferencer i tourbussen: "Personligt lytter jeg til musik uden sang. Ambient-musik. De andre gutter lytter til en masse andet, men når jeg er på tur, lytter jeg til musik, som er afslappende."
Jeg har jo ikke genopfundet hjulet
Efter opvarmningen bevæger jeg mig langsomt ud i snakken om det nye album "Blues Funeral". Jeg undrer mig lidt over, hvorfor Lanegan har valgt at bruge elektroniske instrumenter og ikke holdt sig til guitar-opskriften, som han ved virker. Som det mest naturlige i verden svarer han: "Jeg skrev nogle af sangene på mit keyboard. Nogle på min trommemaskine og nogle på min syntheziser. Jeg rodede bare rundt og prøvede at gøre det interessant for mig selv. Det var instrumenterne, som dikterede lyden." Han fortsætter: "Jeg har jo ikke genopfundet hjulet. Jeg har bare brugt en form for instrumentation, som har været der altid. Jeg har tidligere brugt de samme instrumenter, men denne gang har jeg brugt dem på smukkere og mere støjende måde."
Jeg forventer nok ikke, at få noget svar, men forsøger mig alligevel med 1 million dollars spørgsmålet: Hvordan han vil karakterisere det nye album: "Gosh!" udbryder han. "Det ved jeg virkelig ikke. Det er vel et album af nye sange skrevet af mig – That's about it". I modsætning til på dette album har Mark Lanegan lavet et hav af samarbejde med andre kunstnere, i andre sammenhænge. Eksempelvis med Queens of the Stone Age, med Greg Dulli i The Gutter Twins og med Isobel Campbell i duoen Isobel Campbell & Mark Lanegan, ligesom han både sidste og forrige år spillede sammen med Aarhus-gruppen The DeSoto Caucus i Aarhus Festuge (læs GAFFAs seneste, femstjernede anmeldelse her).
Jeg spurgte, hvad det giver ham, i forhold til at være solo: "For mig er det altid fedt at se tingene gennem andres øjne. Det giver mig en chance for at gøre noget, som jeg ikke normalt ville gøre. Jeg lærer altid en masse fra mine samarbejder, og det er noget jeg tager med mig ind i mine egne projekter."
Jeg stoler bare på mit instinkt
Lyrikken i Mark Lanegans univers har en unik americana-æstetik, som er umiskendelig når man støder på den, men svær at indramme sprogligt. Jeg forsøger at få Mark Lanegan til at indkredse sit tekstlige univers. Dog uden held: "Jeg er ikke sikker på, hvad de handler om. Jeg ved bare, at når jeg skriver en sang, gør jeg det, som føles naturligt. Jeg stoler virkelig på mit instinkt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Jeg prøver ikke at analysere det. Nogle gange slår det mig senere, når jeg synger en af mine sange eller hører det ved et tilfælde, at Aha! Det var det, jeg mente. Det kan komme til mig på den måde, men jeg har ikke lyst til at blive for filosofisk omkring det."
Flere anmeldere har kommenteret sprogtonen i teksterne som værende lyrisk og mindende lidt om den i førkrigstidens litteratur. Jeg spørger, om han læser mange bøger: "Gosh!" udbryder han på ny: "Jeg læser, men jeg er ikke tosset med det. Men jeg ved da, hvordan man læser". Han fortsætter omkring sine inspirationskilder "Jeg forsøger at være åben over for inspiration, når jeg går igennem min dag. Du ved, en sang er normalt rodfæstet i noget virkeligt, uanset om det er et minde, noget jeg har set eller noget jeg har oplevet, hørt om etc. Det er sådan det ofte begynder. Jeg kan blive inspireret af en samtale, noget jeg oplever gennem dagen, noget musik jeg har hørt, måske noget andet."
Jeg er forelsket i coveret på det nye "Blues Funeral". Et billede med en masse roser i støvede farver. Jeg spørger om roserne betyder noget: "Nej, jeg kørte over nogle forskellige mønstre og fandt ud af, at dette ville passe godt til sangene, titlen og pladen i sin helhed. Igen gjorde jeg bare, hvad der synes rigtigt. Du ved, hvad jeg mener. Jeg tænker ikke så meget over det."
