Nyhed

P3 Guld-nominerede er fundet

De nominerede til årets P3 Guld den 6. april er klar

Den 6. april kan seere, lyttere og publikum se frem til et imponerende lineup, aktuelle og spændende nominerede og en erfaren musiker som vært. Simon Kvamm står klar til at føre publikum gennem prisoverrækkelser og live-koncerter, som indeholder optrædener med Lukas Graham, Spleen United, Choir Of Young Believers og mange flere.

GAFFA kunne tidligere på måneden fortælle, at billetterne til årets P3 Guld blev udsolgt på fem minutter, men at Smag på P3 hver torsdag op til showet vil udlodde billetter mellem kl. 12-14. Årsagen bag riften om billetterne skyldtes, ifølge DR selv: "at P3 er stedet, hvor dansk musikliv fejres, og samtidig er det her, der med stor succes bliver kigget ind i fremtiden, og morgendagens store stjerner hyldes. P3 Guld har gennem årene udpeget netop dem, der efterfølgende er blevet nogle af de største på den danske musikscene og er derfor stedet, hvor ny dansk musik bliver breaket og løftet videre både herhjemme og i udlandet."

Derudover fokuserer P3 Guld på, at både nomineringerne og vinderudvælgelse foretages på et musikfagligt grundlag. Kriteriet er helt overordnet, at musikken skal have et højt niveau. "Det går historisk godt for dansk musik, og det betyder, der er høj kvalitet i alt fra de undergrundsbands, der spiller på de små scener på Nørrebro til kunstnerne på de helt store scener. Derfor er det en fornøjelse at udvælge de nominerede til P3 Guld, hvor vi finder et virkeligt højt niveau både i de genrer, der naturligt taler til en bred publikumsskarer som Lukas Graham og hos mere smalle kunstnere, som When Saints Go Machine, der skal have et skub med på vejen", fortæller P3's musikchef, Lars Trillingsgaard.


P3 Guld prisen handler dog ikke kun om anerkendelse af vinderens musikalske præstationer, men den er lige så meget en indikation af, at vinderen kan se frem til en stor musikkarriere. "På P3 har vi altid gjort en dyd ud af at turde lade vores passion for musik styre de musikere vi udvælger - mere end strategiske overvejelser. Nøgleordet for os er, om det er fedt, eller det ikke er fedt", fortæller Trillingsgaard om udvælgelsesprocessen. Denne tilgang har været med til at forudse kunstnere som Saybia, Dúné, Tina Dickow, Mikael Simpson, Nephew, Mew, Peter Sommer, Magtens Korridorer og mange flere.

De nominerede til årets P3 Guld er:

P3 Prisen:


Danmarks vigtigste musikpris. Gives til en solist eller et band, som har imponeret, og som meget vel kan blive dansk musiks næste store stjerne. Derfor giver P3 en helt særlig påskønnelse i form af 100.000 kr.

Lukas Graham

Kidd


Marie Key

When Saints Go Machine

P3 Talentet:


P3's forventningsfulde skub til dem, der meget vel kan give os næste års kæmpehit. Eller som viser tegn på at have taget de første skridt i en lang og spændende karriere.

Ignug

Ulige Numre


Niklas

Freja Loeb

Kesi


P3 Lytterhittet:

P3-lytternes suveræne favorit, udvalgt blandt de højest placerede danske numre på hitlisterne. Afgøres ved lytterafstemning. 12 hits er med i opløbet, og den 30. marts findes de 4 nominerede. Den endelige vinder findes først på dagen for P3 Guld, den 6. april. Følg afstemningen og se, hvem der bliver de fire nominerede på dr.dk/p3

De 12 hits er:


Aura: "Geronimo".

Burhan G: "Jeg' I Live".

Filur: "Concentrate".


Kidd: "Ikk' Lavet Penge".

L.O.C.: "Momentet".

Lukas Graham: "Ordinary Things".


Malk De Koijn: "Klap Din Hoddock".

Medina: "Kl. 10".

Niklas: "Ikk' Mere Mig".


Oh Land: "Speak Out Now".

Rosa Lux: "Min Klub Først".

Wafande: "Gi' mig et smil".


ANNONCE