Nyhed

Raveonettes fortæller om ny ep

Sune Wagner taler om "Into The Night", der er på gaden 23. april

 

Ikke nok med at The Raveonettes sidste år udgav både den anmelderroste Raven In The Grave og den roste b-side-opsamling B-sides & Rarities. Den 23. april smider Sune Wagner og Sharin Foo ep'en Into The Night på gaden, og de to har også allerede varslet nyt fuldlængde-album til efteråret. Vi har fanget den yderst produktive Sune Wagner til en lille snak om de nye sange, og hans voldsomt flydende kreative kilde.

Hvorfor lige en ep? Hvorfor bliver de fire sange udgivet netop nu i stedet for eksempelvis at blive gemt til albummet, der kommer senere på året?

– Ep'en er til for at give vores fans noget nyt Rave at lytte til, og måske varsler den også hvad den nye plade kommer til at indeholde, men det er svært at sige, da man jo hele tiden eksperimenterer med nye retninger og lyde. 

Vil det sige, at ep'en giver en idé om, hvad vi kan forvente os af det kommende album, eller står sangene helt for sig selv?

– Jeg synes, at gode sange skal stå for sig selv. Der findes ikke mange folk nu om dage, som rent faktisk lytter til en hel plade fra start til slut, men derfor kan man jo sagtens blive inspireret af sine egne sange til at lave en sammenhængende plade. 

Hvad skal man lægge i at ordet "heartbreak" optræder så ofte i sangene?

– Den kunne lige så godt have heddet Heartbreak EP. Den handler om forulykket kærlighed og forbandede forhold. 

I er så absolut et af de mest produktive bands for tiden. Har I et uudtømmeligt lager af sange, eller en direkte pipeline til en eller anden kreativ kilde?

– Haha, mange tak! Jeg skriver ret meget og er god til at arbejde hurtigt og effektivt. Musikken er ret spontan og bliver ofte skrevet i hovedet i stedet for et instrument. Jeg synes, at det her skøre liv er en uendelig strøm af idéer og kreative udladninger, jeg kan slet ikke forstå konceptet skrive-blokering. 

Kommer vi til at se endnu en b-side opsamling fra jeres hånd?

– Sikkert på et senere tidspunkt, ja. 

Føler du, at I er blevet et mere "household" navn herhjemme efter Sharins medvirken i Voice?

– Nu skal man huske på, at vi er to individuelle personer i Raveonettes, og at vi begge træffer beslutninger i vores eget liv. Hvad Sharin ønsker at lave ved siden af bandet, har jeg intet at gøre med, ligesom hun intet har at gøre med, når jeg for eksempel producerer for andre bands. Vi har på intet tidspunkt snakket om hvad Voice kunne gøre for Raves, jeg har altid set det som Sharin Foo på Voice og ikke Raveonettes. Jeg kan godt lide at holde de to ting adskilt, da jeg ikke personligt er fan af den slags shows. 

 

ANNONCE