Sanne Salomonsens søn, heavyguitaristen Victor Ray, blev i sidste uge far til en søn
Sanne Salomonsen er i mange år blevet kaldt rock-mama, og hun har været så stolt over betegnelsen, at hun har fremstillet en T-shirt med ordet påskrevet, ligesom hun selv har båret T-shirten ved koncerter.
Nu kan Sanne Salomonsen i en alder af 56 år så også kalde sig rock-bedstemor, den samme betegnelse som Tina Turner har båret i årtier (hun er nu oldemor). Sannes søn, Victor Ray Salomonsen Ronander, blev nemlig i sidste uge far til en søn, fortæller han til BT.
– Min kæreste Maria og jeg fik 4. marts klokken 23.20 en søn, som får navnet Mingus Ray Borup Salomonsen, siger han til BT.
Sanne fik Victor Ray i 1988 med sin daværende mand, den svenske rockguitarist Mats Ronander, og de har altså nu fået en sønnesøn. Victor Ray er hendes eneste barn.
– Han er sød, vidunderlig og helt perfekt, fortæller en stolt Victor Ray til BT og tilføjer: – Vi er lykkelige, og nu er min kære mor blevet grand-mama.
Victor Ray er ligesom sine forældre gået musikkens vej. Han har siden sidste efterår været guitarist i det internationalt roste metalband Mnemic, som udgiver deres femte album, "Mnemesis", senere i år. Han har også co-skrevet og spiller guitar på nummeret "Minder" fra Sannes seneste album "Tiden brænder" fra 2011 og spiller guitar på "Overgi'r Mig Langsomt" på hendes forrige album, "Unico" fra 2009. Tidligere har han spillet med sin heavygrupperne Vira, Mudslide og Mugshot, ligesom han var på Europaturné i 2010 med Raunchy.
GAFFA ønsker stort tillykke til hele familien.
Sanne Salomonsen er for tiden på Danmarksturné. Se datoer og køb billetter via GAFFA Live.
Se Victor Ray fremføre "Minder" sammen med Julia Fabrin (fra The Fireflies) og Max Winding (nevø til Kasper Winding) foran Sanne Salomonsen i DR's "Her er dit liv fra efteråret 2011:"