Nyhed

Tak Rock! har udvalgt fire bands til Spot-dyst

På fredag dyster de fire grupper om at få lov til at optræde på årets Spot Festival

Fredag den 30. marts skal fire bands udvalgt fra Tak Rock!s bandbase dyste mod hinanden i Pumpehuset, København, om en plads på programmet til årets Spot Festival. De fire bands er: New TV Wonders, Paper Tigers, Whores And Thieves og LoveSpeed.

De fire bands går i hver deres forskellige musikalske retning, hvilket er et bevidst valg: "Vi har lyttet de mange forslag igennem og har fundet frem til fire spændende bands. Kendetegnende for dem alle er, at selv om de repræsenterer vidt forskellige genrer, er vi overbevidste om, at de hver især har evnerne til at skabe opmærksomhed omkring deres musik på dette års Spot Festival", udtaler Pumpehusets kommunikationschef Erik Tygesen.

Udvælgelsen af de fire forskellige bands er sket på baggrund af de mange brugeranbefalinger på henholdsvis Pumpehusets og Tak Rock!s Facebooksider.

Læs hvad hvert band skriver om sig selv på deres Tak Rock!-profil:

New TV Wonders "Mørk artpop med hooks du kan danse til. Vi dropper fire videoer - én for hver sang på vores nye ep - her i foråret". 

Paper Tigers "spiller rock med rødder i 60'ernes overflødighedshorn af fede inspirationer fra USA og UK, og som blander det med nutidens moderne rockmusik".

Whores And Thieves "is a 3 piece band trying to capture the performance of music created on the spot and through improvisations".

LoveSpeed "Bevæbnet med stærke melodier tvinger LoveSpeed unervøst bidsk rock og let pop til at enes. Resultatet er et følsomt bastard med store drømme".

Udover de fire danske bands vil Raven & Chimes fra New York spille deres første koncert i København. Bandet modtog ros fra selveste Leonard Cohen efter udgivelsen af deres debut "Reichenbach Falls", som er produceret af Howard Billerman (eks-Arcade Fire). Siden debutudgivelsen har bandet turneret sammen med The Joy Formidable og Dan Deacon, og til april udsender de deres andet album "Holiday Life".

Billetter til koncerterne med de fire Tak Rock!-bands og Raven & Chimes kan købes her

ANNONCE