”Into The Night” udkommer den 23. april
The Raveonettes udgiver inden deres jubilæumskoncert i DRs koncerthus ep'en "Into The Night" den 23. april, en ep, som kun udkommer digitalt og på vinyl i Europa. Duoen har tidligere varslet ep'en "Into The Night" samt et kommende album, som forventes til efteråret.
Lidt før jul 2011 udgav Sune Wagner og Sharin Foo den roste limited edition samling "B-Sides & Rarities", som GAFFAs Michael Jose Gonzalez gav fem stjerner og blandt andet skrev følgende om: "For imodsætning til mange af denne type opsamlinger af overskydende materiale, holder de i alt 27 sange et respektindgydende højt bundniveau, og det er en lækker rejse igennem Sune og Sharins forskellige lydmæssige perioder, man som lytter kommer ud på."
Det hele startede tilbage i 2002, hvor David Fricke fra Rolling Stone Magazine så det danske band på Spot Festival i Aarhus og efterfølgende anmeldte dem og deres debut-ep "Whip It On" med rosende ord. Hvor udlandet allerede dengang åbnede øjnene for det danske indieband, så var Danmark lidt længere om at vågne op, og "Whip It On" fik da også kun halvlunkne anmeldelser i den danske presse.
Siden er det gået stærkt for gruppen, der med fem studiealbum bag sig kan fejre ti års jubilæum. I den anledning giver The Raveonettes en jubilæumskoncert i Koncerthuset den 4. maj, hvor Wagner har fortalt, at de vil spille "Whip It On" fra a-z. Gruppen lægger dog også vejen forbi Spot Festival i år med den oprindelige opstilling af The Raveonettes, som de startede ud med for ti år siden.
Ep'en "Into The Night" udkommer den 23. april og indeholder fire numre.
Tracklisten er som følger:
1. Into The Night.
2. Night Comes Out.
3. Too Close To Heartbreak.
4. Bad Ghosts.
Læs mere om GAFFAs nyheder om Jubilæumskoncerten eller The Raveonettes på Spot.
Billetter til jubilæumskoncerten i Koncerthuset den 4. maj kan købes via GAFFA Live, og det samme kan billetter til SPOT Festival.





