Tobias Kippenberger: Mig & Springsteen

Hvordan startede beundringen af Springsteen?

– Jeg er opvokset med en mor, der overhovedet ikke kunne udstå Bruce Springsteen, og det er ret sjovt, for jeg kan ikke komme i tanke om andre musikere, som hun ikke kan udstå. Jeg aner ikke, hvorfor hun har så meget imod ham, for hvis der er noget hun er, så er det eddermaneme arbejderklasse. Men hun har altid synes, at det var helt vildt røvballerocket, så jeg kan huske, at der blev bandet og svovlet over ham derhjemme. Så det var længe det indtryk, jeg også havde af ham. Men da jeg lige var flyttet til København som 21-årig, så udsendte han albummet Devils & Dust, hvorfra jeg så musikvideoen til titelnummeret, hvor han sidder alene på en teaterscene og spiller. Og da jeg hørte og så den video, tænkte jeg: "Wow, han har jo virkeligt noget på hjerte, den her halvgamle mand med den seje stemme." Så den plade gik jeg ud og købte som min første Springsteen-plade.

– Men jeg kunne egentlig kun lide det ene nummer og syntes, resten af albummet var lettere skuffende. Så der går alligevel et års tid, før jeg har sundet mig over, at jeg faktisk godt kan lide noget med ham sangeren, som jeg altid har troet, jeg ikke kunne lide, før jeg køber den næste plade med ham. På det tidspunkt er The Floor Is Made Of Lava også blevet dannet, og ved et loppemarked med brugte lp'er leder jeg efter Born In The USA, for jeg har fået en ide om, at titelnummeret er helt fantastisk popmæssigt. Det er ellers en plade, som mange af hans fans ikke kan lide, men min trodsige natur siger mig, at jeg skal tjekke den plade ud, for jeg vil gerne være bedre til at forstå populærmusik. Og den plade rammer mig virkeligt plet hos mig.  

Springsteen som ikon og forbillede:

– Det er svært at skille musikken og myten ad, og med meget af den musik, der har påvirket mig mest, er musikken blevet forstærket af historierne og myterne omkring musikerne.  Så man kommer ikke uden om ikoniseringen af Springsteen og hans rolle som en moderne folkehelt, og dette spiller helt klart ind i min begejstring for ham. For han står ikke bare ved sine rødder, han udforsker dem og prøver at forstå dem. Han virker meget tro over for udgangspunktet, men han virker ikke som typen, der har behov for at manifestere sin oprigtighed. I stedet for at talk the talk, så er han typen der walk the walk.

– Det, der tiltaler mig enormt meget, og som er ret beskrivende for det at være jordbunden, er, at han ikke er for fin til nogen som helst. For rent musikalsk ligger han lige i midten af den gode og den dårlige smag. Musik bliver uinteressant, hvis man kun har for øje at være reserveret, eller hvis man kun vil favne et bredt publikum. Man skal helst have en fod solidt placeret i begge lejre, hvor man tager det bedste fra begge verdener. Og det er noget jeg enormt gerne vil ramme med mit eget band.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.