Nyhed

Tony Iommi: ”Vi har nogle fantastiske nye numre”

Guitaristen fra Black Sabbath fortæller også om sin kræftbehandling

Black Sabbath-guitaristen Tony Iommi kan afsløre, at trods kampen mod kræft har bandet fortsat deres arbejde på det kommende album, og har ifølge Iommi selv "nogle fantastiske numre."

To måneder efter at Black Sabbath offentliggjorde, at de var gået i gang med at indspille deres første album med den oprindelige lineup i 34 år og snart drager på turne, fik Iommi diagnoseret lymfekræft. Diagnosen kom tidligere i år, og sygdommen har resulteret i, at de genforenede metallegender flyttede arbejdet og indspilningen af materialet til deres nye album fra USA til England, så Iommi kunne modtage behandling, samt fortsat arbejde på ny musik.

Black Sabbath var allerede gået i gang med indspilningerne i Los Angeles sammen med producerlegenden Rick Rubin (Johnny Cash, Slayer, Red Hot Chili Peppers og mange flere). Albummet forventes stadig ude til efteråret.


Iommi har nu lagt et statement ud på sin hjemmeside, som fortæller: "Jeg har undergået den sidste omgang kemoterapi, så forhåbentlig vil min krop begynde at blive normal snart; det er steroiderne der er værst. Jeg har nu tre uger med radioterapi i vente, hvilket jeg også har fået at vide kan være trættende, så vi får se."

Guitaristen fortsætter: "En stor tak til Ozzy og Geezer for at komme til England, det var en stor motivation for mig, vi formåede at arbejde de fleste dage og har nogle fantastiske nye numre. Og, meget vigtigt, tak igen for jeres søde beskeder, jeg håber at se jer snart."

Tidligere i år måtte Black Sabbath se sig nødsaget til at lave deres planer om genforeningskoncerter om, for at passe det ind i Iommis behandling. Metalbandet vil stadig spille som hovednavn til Download Festivalen den 10. juni, men har måttet udskifte deres tidligere annoncerede koncerter i Europa med Ozzy And Friends i stedet. Blandt de europæiske koncerter er koncerten på årets Jelling Musikfestival, hvor danske fans havde set frem til at opleve den oprindelige lineup, som nu erstattes af Ozzy And Friends.  


Bandets trommeslager Bill Ward er ikke at finde i Iommis statement, hvilket indikerer at Ward ikke er kommet på god fod med bandet, siden han offentligt udsendte et krav om en kontrakt, som udviste respekt og værdighed overfor ham som medlem. Som et resultat af kravet har de resterende medlemmer valgt at fortsætte uden Ward. 

Som sagt kan man opleve Ozzy And Friends på årets Jelling Musikfestival, hvor billetter kan købes via GAFFA Live

ANNONCE