Nyhed

Agnes Obel udsætter koncert grundet sygdom

Koncerten i Det Kongelige Teater bliver udsat til maj 2013

Agnes Obel skulle have spillet en udsolgt koncert på Det Kongelige Teater den 11. december, men koncerten udsættes nu til 2013, da sangerinden og pianisten i efteråret har været stærkt plaget af tinnitus. Det har samtidig betydet, at indspilningeren til Obels andet album måtte afbrydes. Hun er nu blevet behandlet og er nu i fuld gang med indspilningerne igen.

Den nye koncertdato bliver fredag den 31. maj 2013 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Allerede købte billetter vil være gældende til den nye koncert, og dem der skulle være forhindret, kan få refunderet deres billetter via Billetlugen indtil den 14. december.

Agnes Obels debutalbum "Philharmonics" modtog ved udgivelsen i 2010 4 stjerner af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt, som skrev: "'Philharmonics' er fuld af smukke melodier, udmærkede, længselsfulde tekster og formfuldendt klaverspil, og så er Agnes Obels lyse, drømmende stemme en fornøjelse at være i selskab med".


"Philharmonics" oplevede stor publikumssucces og indtog førstepladsen på den danske album-hitliste syv uger i træk. Albummet har solgt firdobbelt platin i Danmark, hvilket vil sige 80.000 eksemplarer. Derudover høstede Obel fem Danish Music Awards i november sidste år, heriblandt den prestigefyldte pris for "Årets Danske Album".

ANNONCE