Boganmeldelse: Rod, The Autobiography

Bag mørklægningsgardiner og til lyden af bomber over London, starter historien om Roderick David Stewart. I 1945 kommer Rod til verden som en efternøler til en søskendefolk på fire. I det Stewart'ske hjem er fodbold det eneste, der betyder noget. Faderen er træner for Highgate Redwings – selv fodboldholdets møder bliver holdt i familien Stewarts køkken, med den lille Rod som ivrig tilskuer.

Den unge Stewart bliver sendt til William Grimshaw Secondary Modern School. Her gør han sig bemærket ved at være god til fodbold og cricket, men håbløs i musiktimerne. Som 15-årig forfølger Rod drømmen om at blive professional fodboldspiller i Brentford FC, men drømmene snubler i målet – heldigvis, for her begynder fortællingen: "Rod, The Autobiography".

I 1950'erne ramte efterkrigs-tøjmoden London. Den 15-årige Rod tager alle de tilfældige jobs, han kan komme i nærheden af, for at få penge til tøj. En aften i den lokale biografs mørke lader en pige fra hans klasse ham røre sit ene bryst – herfra er der ingen vej tilbage. Den unge Stewart løber hver weekend rundt i London West End med en flaske cider under armen og leder efter bryster. Året er 1962. Rod lytter nonstop til Bob Dylans debutalbum, "Bob Dylan" (1962). Han lader håret gro, begynder at spille guitar, marcherer mod Atom Kraft og læser socialistiske aviser. Her finder han ud af, at folk faktisk godt gider høre ham synge.

Overnight forvandler Rod sig fra Beatnik til Mod – fra ikke at kunne tvinges til at tage et bad, forlader han nu ikke spejlet i badeværelset i det Stewart'ske hjem – her begynder den legendariske frisure at tage form. Som 18-årig ser han, ved et tilfælde, Rolling Stone på en lille pub i London og tænker: "det her kan jeg gøre bedre".

Efter at have været hangaround på Londons Motown-scene får Rod fast job som back-up sanger for Long John Baldey. Baldey bliver Stewarts læremester gennem den næste håndfuld år. Selv da Rod som 19-årig får sin egen pladekontrakt med Decca og udgiver et par anonyme soloalbum med kopinumre, forbliver han i Long Johns band, til det falder fra hinanden i 1966.

Biografiens første 100 sider er glimrende læsning, der giver et fantastisk indblik i, hvordan en engelsk arbejderklassefamilie levede, efter at tyskerne havde sønderbombet London – denne del af biografien virker som et tidsbillede mere end en personlig biografi.

En stjerne fødes

1966 er også året, hvor Jeff Beck forlader Yardbirds. Han danner The Jeff Beck Band med Rod i front og Ronnie Wood (senere Rolling Stones) på bas. The Jeff Back Group åbner for The Small Faces i 1967 – det band Rod Stewart skulle gøre legendarisk som frontfigur bare få år senere.

Jeff Becks vision om at skabe "white rock with a black soul" siver ret hurtigt ud i sandet. Bandet udgiver albummet "Truth" (1968). På den første tour i USA tror alle, at Rod Stewart er Jeff Beck, da gruppen jo hedder The Jeff Back Group, og Rod er i front. På samme tour har Stewart og Ronnie Wood travlt med at lege læger på deres hotelværelser med de amerikanske piger, der kigger forbi. Som Stewart konkluderer: "Hvis jeg ikke havde taget min rolle som stor konsument af kvinder, stoffer og alkohol alvorligt, ville jeg føle, jeg havde svigtet fagforeningen."

Efterfølgende smider Beck Ronnie Wood ud af bandet og dropper Woodstock. Stewart skriver under på en ny solo kontrakt. På tredje soloplade udgives "Maggie May" – Rod Stewart er nu et navn, året er 1971. Alligevel vælger han, sideløbende med sine fem soloalbum, at blive forsanger i gruppen The Faces, efter sangeren Steve Marriotts exit fra gruppen – her genforenes han med Ronnie Wood. The Faces var sammen i fem år, udgav fire albums og var meget succesfulde – specielt i USA.

Hvis man som læser er interesseret i denne periode af Stewarts karriere, kan man med fordel læse Andy Neills samtalebog med The Faces-medlemmer, "Had Me a Real Good Time" (2011).

I sin biografi "Ronnie" (2008) mener Ronnie Wood, at The Faces gik i opløsnng, da Stewarts ego var blevet for stort. Stewart selv giver grunden, at Wood konstant var på udlån til Rolling Stones.

Ego eller ej, første halvdel af "Rod, The Autobiography" er en fremragende fortælling med øje for detaljerne. Rod fortæller hele tiden med selvironi og et glimt i øjet, f.eks. om en aften efter en Faces-koncert i New York. Rod og Ronnie Wood er hjemme hos en flok groupier. Pigerne samlede på gipsafstøbninger af – gæt selv – fra de stjerner, de havde slæbt med hjem. Stewart og Wood takker pænt nej tak, efter at pigerne fremviser den gipsafstøbning, de har fra Jimi Hendrix. Disse anekdoter blandes på glimrende vis med en detaljeret fortælling om 1970'ernes musikmiljø i London. I 1975 flytter Stewart til Los Angeles, og fortællingen tager en ny drejning.

Opslugt af egen myte

Da Stewart søger skattely i LA, drejer fortællingen sig fra det musikalsk detaljerede til en smule anekdote-opremsning. Stewart tilbringer de næste mange år løbende rundt i Los Angeles high society, konstant omgivet af en hvid støvsky, med skiftende kvindebekendtskaber under armen. Fra at fortælle med passion og indlevelse om hvert eneste musikalske skridt, virker Stewarts fortællestil nu mere som en småfuld onkel, der sidder i baren til en familiefest og fortæller røverhistorier. Stewart havde opdaget kokain under The Faces' turné i USA – og der blev gået til vaflerne.

Lige indtil Ron Wood kunne fremvise et hul på siden af sin næse, hvor solen skinnede igennem og ud af hans næsebor. Herefter begynder Wood og Stewart at proppe kokainkapsler op i bagdelen. Stewart bliver opslugt af sin egen myte som flamboyant britisk musiker i 1970'ernes Los Angeles. Hans andet album, indspillet i USA, "A Night on the Town" (1976) fremviser Stewart på coveret iført stråhat og diamant-champagne-glas. Selvfed eller ej, hans lp'er rives ned fra hylderne i USA – dog vender den britiske presse og fans ham langsomt ryggen.

I 1977 havde Sex Pistols og The Clash ramt London, og Rod Stewart stod nu for alt, der var gammelt og yt på den engelske musikscene. Kurven knækker med udgivelsen "Blondes Have More Fun" (1978). Nummeret "Da Ya Think I'm Sexy" bliver Rods største kommercielle hits til dato, men også det nummer, der får de sidste trofaste fans til at vende ham ryggen – i den etablerede musikpresse var det herfra vanskeligt at tage Rod Stewart alvorligt.

Respekten vindes aldrig helt tilbage i Europa selv med de, i Nordamerika, storsælgende albums "Vagabond Heart"(1991) og "Unplugged... and Seated" (1993).

Biografien rammer 1985, og plusedelig handler det ikke om musik længere.

Herfra handler historien om alle de forliste ægteskaber – og det bliver noget trivielt at kæmpe sig igennem som læser. 150 sider om: Rod Stewart møder langbenet blondine (model eller skuespillerinde) ung nok til at være hans datter, Rod Stewart gør kur (gerne på en yacht i Cannes eller lignende), Rod Stewart bliver gift med den unge blondine, får barn - og Rod Stewart møder ny blondine, bliver skilt fra den forrige ­– og det hele starter forfra.

Selv om Stewart i biografiens anden halvdel lader musikken spille andenviolin, tilgiver man ham.

Det hele er serveret med selv-ironien i højsædet. Eksempelvis da Rod, i de tidligere 1980'ere, fyrer sin pr-manager gennem mange år, Tony Toon. Som hævn udsender Toon en pressemeddelelse lydende, at Stewart havde deltaget i et bøsseorgie med 20 sømænd i San Diego. Efterfølgende skulle Rod til udpumpning grundet litervis af en hvid kropsvæske i hans mavesæk. Selv om historien overhovedet intet havde på sig, hænger den stadig ved Rod Stewart i dag.

Stewart konkluderer tørt, at her, 30 år efter, at man jo må sige, at Toon var god til sit job – denne pr-historie har holdt i over tre årtier.

Stewart understreger løbende gennem biografien, at han har været heldig. Født som søn af en skotsk blikkenslager lå det ikke lige i kortene, at han skulle få det liv, han fik. Selv som musiker havde han ikke det største talent. Gennem hele karrieren var det at skrive tekster en kamp for ham – så det er en meget taknemmelig Rod Stewart, der fortæller sin livshistorie i "Rod, The Autobiography".

Vurdering: Tre stjerner.

Rod Stewart: Rod, The Autobiography, Crown Archetype, 2012, 394 sider.